Det Europæiske Rumagentur (ESA) har givet grønt lys til Máni-missionen, der under dansk ledelse skal kortlægge Månens overflade.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

I spidsen for det hele står missionsleder Jens Frydenvang, lektor ved Globe Institute på Københavns Universitet.

- Med den her beslutning er den største danske satellit-mission nogensinde på vej til at blive virkelighed. Det er første gang, at Danmark skal lede en ESA-mission, og første gang en dansk-ledet satellit skal ud af Jordens kredsløb.

- Nu begynder rejsen for alvor. Det er nu, det bliver rigtig spændende, siger Jens Frydenvang i pressemeddelelsen.

Missionen går ud på at bruge Máni-satellitten til at tage billeder i høj opløsning af Månens overflade.

Teknologien virker ved, at satellitten tager flere billeder af samme område og registrerer skygger, forklarer Iris Fernandes, postdoc på Niels Bohr Institutet.

- Når sollyset bevæger sig over Månen, skifter skyggerne form, og med Máni-satellitten får vi billeder fra det samme område fra forskellige vinkler. Det er information, vi kan bruge til at beregne højdeforskelle, måle hældninger og blive klogere på Månens underlag.

Med den viden kan det blive mere sikkert at lande på Månen i fremtiden, siger Jens Frydenvang.

Foruden Københavns Universitet er en række andre danske universiteter en del af et konsortium, der skal realisere missionen.

Der er også forskere fra udlandet med.

Beslutningen om at gå videre med Máni-missionen blev truffet på et møde i ESA tirsdag. Her godkendte medlemslandene en arbejdsplan for, hvilke missioner der skal prioriteres og videreudvikles. Og her var den danske mission blandt dem, der fik grønt lys.

Der vil komme gennemgange, hvor man løbende skal sikre, at missionen kan leve op til forskellige krav.

Men beslutningen tirsdag betyder, at Máni-missionen ikke længere er i konkurrence med andre projekter.

Efter planen skal missionen opsendes i 2029.

/ritzau/