Dansk jazzsaxofonist er død efter længere tids sygdom
Jazzmusikeren Jesper Thilo er gået bort efter at have været syg i længere tid. Det skriver Thilo's ekskone.

Jazzmusikeren Jesper Thilo er gået bort efter at have været syg i længere tid. Det skriver Thilo's ekskone.

Den danske jazzmusiker Jesper Thilo er efter længere tids sygdom død i en alder af 84 år.
Det bekræfter musikerens ekskone, Ann Farholdt, i et opslag på Facebook ifølge B.T.
- Det er med stor sorg, men også stor lettelse, at vi kan meddele, at Jesper Thilo er sovet stille ind og har fået fred i går eftermiddag, skriver hun i opslaget.
Ann Farholdt skriver desuden, at familien ikke har overskud til at besvare spørgsmål, men at det vil blive meldt ud, hvornår og hvor en bisættelse vil finde sted på et senere tidspunkt.
- Han vil altid være dybt elsket og savnet, men himlen er blevet rigere, lyder det i opslaget underskrevet Ann og Thilos to sønner og datter.
Jesper Thilo var en af Danmarks bedste jazzmusikere.
Han fik som 11-årig sin første saxofon, og instrumenterne fulgte ham næsten indtil det sidste.
Det blev til mere end 60 år som professionel jazzmusiker, men i 2024 blev den folkekære musiker indlagt med en alvorlig hjerneblødning, og lægernes besked var, at Thilo ikke ville komme til at spille igen.
Han begyndte som 18-årig på Det Kongelige Musikkonservatorium. Her lærte han efter eget udsagn "alsidighed: at læse noder, spille klarinet og at komme til tiden."
Efter seks år på konservatoriet blev han hentet ind i DR Big Band af den daværende orkesterleder, Ib Glindemann.
- Det var egentlig tid til, at jeg skulle aftjene min værnepligt. Jeg kunne ikke udskyde det længere, siger han.
- Jeg ved ikke, hvordan han gjorde det, men Ib fik arrangeret, at jeg kunne udskyde militæret endnu et år og i stedet begynde i orkesteret.
Da året med bigbandet var gået, og tiden var inde til de 14 måneder i militæret, fik Jesper Thilo lovning på, at der ville være en plads i orkesteret, når han kom tilbage.
Og det var der. Thilo genoptog musikkarrieren og var en fast del af DR Big Band, indtil han i 1990 valgte at opsige stillingen for at prioritere sine egne projekter.
De følgende år blev brugt på at spille koncerter, mens pladesalget også gik strygende.
Igennem karrieren er Jesper Thilo blevet tildelt mange priser og blev blandt andet den første til at modtage Ben Webster-prisen i 1977.
/ritzau/