Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den amerikanske nyhedsvært på Fox Business Trish Reagan, der i 2018 blev danmarkskendt for at sammenligne Danmark med Venezuela, er blevet taget af skærmen, efter hun kaldte coronavirus for et politisk angreb på præsident Donald Trump.
Det skriver blandt andet New York Times og Bloomberg News.
Mandag i sit program rasede Trish Reagan mod demokraterne og ifølge New York Times kaldte hun coronavirus for et fupnummer.
- Det er endnu et forsøg på at skade præsidenten. Uden tanke på hvilke ødelæggelser de skaber. Tab på aktiemarkedet er for dem bare politiske omkostninger.
- Vi ser venstrefløjen koge over af had. De bruger coronavirus til at dæmonisere og ødelægge regeringen. De er ligeglade med, hvem de skader. Om det så er at skabe massehysteri for at udløse aktiefald og stoppe vores økonomi, sagde Trish Reagan undervejs i sit TV-program.
Hun fortsatte med at sige, at coronavirus ikke er værre – faktisk mindre slem – end almindelig influenza.
Det skete dog stort set samtidig med, at andre dele af Fox News-koncernen italesatte alvoren af coronavirus. Ifølge New York Times skrev Fox News' ledelse til de ansatte:
- Husk at seerne stoler på, at vi er informeret under en krise af denne her størrelse. Vi leverer en vigtig service til vore seere som en ressource for alle amerikanere.
Fredag, efter det blev annonceret, at Trish Reagans show er sat på pause, sagde hun på sit program:
- Vores vej fremad er sammen. Højre- og venstrefløjen må stå sammen for at kæmpe mod denne krise.
Trish Reagan blev kendt i Danmark i 2018, da hun sammenlignede Danmark med Venezuela og kom med en række fejlagtige og misvisende påstande.
Det udløste modsvar fra en række danske politikere.
/ritzau/