Danmarks bedste unge hackere under 25 år er lørdag blevet kåret ved DM i cyberhacking i København.

Det oplyser arrangørerne lørdag aften i en pressemeddelelse efter 11 timers dyst bag computerskærmene.

Magnus Paabøl Jensen sikrede sig DM-titlen for hackere i aldersgruppen fra 15 til 20 år, mens Mikkel Bro Simonsen løb med hæderen blandt de lidt ældre hackere fra 21 til 25 år.

Årets konkurrence, der foregik på Aalborg Universitets afdeling i København, har stillet krav til hackernes fulde viden uden brug af kunstig intelligens - også kaldet AI.

Kunstig intelligens var blot tilladt i de sidste tre timer af konkurrencen.

Peter Kaae Thorhauge nappede mesterskabet i aldersgruppen 21-25 år i en ekstra beregning, hvor der blev tildelt det maksimale antal point for brug af kunstig intelligens.

Den teknologiske udvikling inden for cybersikkerhed gør kunstig intelligens til et uundgåeligt værktøj, siger Jens Myrup Pedersen, der er cyberlandsholdstræner og professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet.

- Vi har nogle exceptionelt dygtige og dedikerede unge mennesker, som har lagt virkelig meget energi i at blive bedre år efter år.

- At de er dygtige med og uden AI er bare et kæmpe plus - for vi har brug for alle de talenter, vi kan finde, siger Jens Myrup Pedersen i pressemeddelelsen.

I alt dystede 100 unge danskere mod hinanden for at finde frem til, hvem der var bedst til at finde sårbarheder på hjemmesider og hacke sig vej til fortrolige oplysninger.

Peter Kaae Thorhauge stillede for første gang op i seniorkategorien for hackere mellem 21 og 25 år.

- Jeg har været med de sidste seks år, men har aldrig været med helt i toppen. Jeg har stille og roligt gjort mig bedre og bedre, men det er totalt surrealistisk at vinde første år som senior, siger Peter Kaae Thorhauge i pressemeddelelse.

Vinderne inden for alderskategorierne går videre til en bootcamp i juni, hvor yderligere 23 andre talenter deltager.

De bedste herfra udtages til det danske cyberlandshold på i alt ti personer, som skal repræsentere Danmark ved europamesterskaberne i Tyskland til oktober.

/ritzau/