Danmarks ældste eskadrille fejrer 100 år med jubilæumsflyvning
Eskadrille 721 er den ældste af sin slags i Danmark. To fly fra enheden flyver på tværs af landet mandag.

Eskadrille 721 er den ældste af sin slags i Danmark. To fly fra enheden flyver på tværs af landet mandag.

Mandag fylder flyvevåbnets Eskadrille 721 100 år, og det fejres med en jubilæumsflyvning over danske flyvestationer på tværs af hele landet.
Det skriver Air Transport Wing, der står for Forsvarets lufttransport, på Facebook.
En eskadrille er en enhed inden for flyvevåbnet, der består af et mindre antal fly - typisk mellem 10 og 20.
Eskadrille 721, der blev dannet i 1926, er den ældste af sin slags i Danmark og er ifølge Air Transport Wing blandt de ældste i verden, der stadig er operative.
Jubilæumsflyvningen starter ved Flyvestation Aalborg, som er eskadrillens hjemmebase, klokken 08.40 mandag morgen.
Turen slutter ved Flyvestation Skalstrup i Roskilde cirka klokken 10.35.
Det er to af eskadrillens fly, nærmere bestemt et Challenger-fly og et Hercules-fly, der kommer på vingerne.
Challenger er et passagerfly, der blandt andet er blevet brugt til at transportere medlemmer af kongehuset og regeringen.
Hercules-fly anvendes til transport og kan have op til 20 tons gods.
Hercules-flyet vil under flyvningen være udsmykket med en delfin med vinger, som er motivet i enhedens såkaldte eskadrilleskjold.
Under flyvningen vil de to fly passere en række danske byer og vil også flyve over Kronborg i Helsingør og Amalienborg i København.
Man kan blandt andet se de to fly i formation over Billund, Assens, Nyborg, Korsør og Køge.
Flyveturen er foruden en markering af eskadrillens jubilæum også en træningstur for besætningen, skriver Air Transport Wing.
Eskadrille 721's fly anvendes ofte på internationale operationer, skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
Et af enhedens fly bliver eksempelvis udstationeret omtrent ti dage om måneden ved Kangerlussuaq i Grønland.
RITZAU