Danmark tilbyder danske brandfolk til Australien

Danske brandfolk er klar til at rejse til Australien, hvis landet beder om det, meddeler Beredskabsstyrelsen.

 
Redigering Caroline Nørkjær

Danmark er klar til at sende omkring 50 brandfolk afsted for at hjælpe de australske brandmænd i kampen mod de voldsomme brande.

Det fortæller Jens Oddershede, der er chef for internationalt beredskab i Beredskabsstyrelsen.

»Vi har meddelt de australske myndigheder, at vi er klar til at sende hjælp, så nu kræver det bare, at de australske myndigheder officielt beder om den.«

»Vi er klar til at sende et såkaldt brandslukningsmodul, der vil kunne operere selvstændigt i Australien. Det betyder, at vi grundlæggende har alt udstyr med, så australierne ikke skal bruge meget tid på at tale med os - tid, de bedre kan bruge til at slukke brande,« siger han.

Forsvarsministeriet - som Beredskabsstyrelsen hører under - har bedt Beredskabsstyrelsen om at udarbejde den danske plan for at hjælpe Australien.

Derfor har Forsvarsministeriet også meddelt, at de betaler for alle udgifter forbundet med indsatsen.

Men den danske hjælp bliver kun aktuel, hvis de australske myndigheder officielt beder Danmark om assistance.

Jens Oddershede understreger, at den danske indsats er klar til at blive sendt afsted hurtigt.

»Vi er grundlæggende klar til at kunne sende nogen afsted i morgen. Og det er veluddannede folk , der er klar til det vanskelige og farlige terræn, som er i Australien lige nu,« siger han.

Også flere danske brand- og redningsfolk har meddelt, at de er klar til at tage af sted.

I Facebook-gruppen ”Brandmand i Australien DK” har over 300 brandfolk, paramedicinere, læger og andre faggrupper meldt sig, fortæller gruppens stifter brandmand Søren Elkrog.

»Det her handler om, at vi kan yde støtte til de brandfolk i Australien, der har kæmpet med brandene i mange uger, og som er meget udmattede.«

»I første omgang er det ikke selve slukningsarbejdet, jeg forestiller mig, vi skal hjælpe med. Men vi kan yde vores støtte, hvor der er behov, og være backup for det australske brandfolk til for eksempel evakuering,« siger han.

Jens Odderhede oplyser, at han har informeret de australske myndigheder om de frivillige hænder, der også er tilbudt, men afventer svar fra Australien.

Landet har ifølge Jens Oddershede modtaget mange tilbud om hjælp fra flere lande, som de skal finde rundt i.

I alt har 25 personer indtil videre mistet livet i brandene i Australien denne sæson, og tusindvis har mistet deres hjem. 200 brande er fortsat aktive i landet.

/ritzau/