Danmark har tilbudt at tage imod ofre fra branden i Schweiz, der natten til torsdag kostede 40 mennesker livet, og hvor mange fik forbrændinger.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i et skriftligt svar til Ritzau.

- Sundhedsstyrelsen har i går kontaktet Region Hovedstaden, som har kapacitet til at tage sig af brandsårspatienter. Der er fremsendt tilbud om hjælp fra Danmark til Schweiz via aftalte kanaler. Der er for nu ikke aftalt yderligere, lyder det.

Schweiz udsendte torsdag en anmodning om international bistand, som koordineres inden for EU's civilbeskyttelsesmekanisme.

Også Sverige har meldt sig klar til at tage imod patienter efter branden, sagde landets sundhedsminister, Elisabeth Lann, torsdag aften.

Der er ifølge den svenske minister behov for pladser på intensivafdelinger for alvorligt forbrændte patienter, ekspertise og transport med plejekapacitet.

- Det er en akut situation. Mange af disse patienter er meget alvorligt sårede og har brug for øjeblikkelig avanceret behandling, siger Lann.

Fredag lyder det, at mellem 80 og 100 personer er i kritisk tilstand efter branden i schweiziske Crans-Montana.

Det oplyser Stéphane Ganzer, der er leder for sikkerhedsdepartementet i kantonen Valais, hvor Crans-Montana ligger, til det franske medie RTL.

Han advarer også om, at dødstallet derfor kan stige yderligere.

Dødsulykken bliver kaldt en af de største tragedier i landets historie.

Den fandt sted under en nytårsfest omkring klokken 01.30 på baren. Det står endnu ikke klart, hvad der har forårsaget den voldsomme brand.

Ligeledes er det uklart, hvordan hændelsen præcist forløb.

De første meldinger gik på, at en eksplosion gik forud for branden, men senere lød det, at branden havde udløst en eksplosion.

Anklagemyndigheden har sagt, at intet tydede på, at der var tale om et angreb.

/ritzau/