Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er det seneste døgn registreret 5 nye dødsfald med coronasmittede i Danmark, og dermed har Danmark rundet 800 dødsfald.
Samlet er 802 personer døde med virusset, oplyser Statens Serum Institut (SSI) i sin daglige opdatering.
Samtidig viser tallene, at der det seneste døgn er registreret 1183 nye smittetilfælde i Danmark, som er fundet på baggrund af knap 76.000 prøver.
Tallet er nogenlunde på niveau med, hvad man har set den seneste uges tid. Andelen af positive prøver er på 1,6 procent, hvilket også cirka svarer til tallet den seneste uge.
Viggo Andreasen er lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet.
Han ser smittetallet som udtryk for, at smittetrykket har stabiliseret sig på et forholdsvist højt niveau.
»Antallet af nye smittetilfælde har over en periode været let stigende, men ikke på alarmerende vis.«
»Tallet bekræfter indtrykket af, at epidemien er nogenlunde i ro,« siger han.
Smittetallene er steget løbende gennem efteråret og er højere end i foråret, men det skal ses i lyset, at der i dag testes langt mere omfattende, og derfor kan man ikke sammenligne tallene direkte.
Ifølge en beregning fra SSI ville der have været omkring 3000 daglige smittetilfælde i starten af april, hvis man dengang kunne have testet 70.000 om dagen.
Ud fra den vurdering har smitten være på et højere niveau i foråret end på nuværende tidspunkt.
Det kan man også se på antallet af indlagte, som onsdag er faldet med 4 til 251.
Antallet er fordoblet den seneste måned, men er samtidig omkring det halve sammenlignet med starten af april, hvor epidemien toppede.
Viggo Andreasen forsker blandt andet i fremskrivning af epidemier. Han forudser, at vi med den nuværende stigning i antallet af nye smittetilfælde kigger frem mod en jul og et nytår, hvor smittetallene vil nå nye højder.
»Vi står over for julen, hvor vi er mere tilbøjelige til at være sammen med flere, end vi plejer.«
»Det vil omsætte sig i flere nye smittetilfælde, medmindre man politisk griber ind og strammer restriktionerne yderligere,« siger Viggo Andreasen.
Han støtter sig til en netop offentliggjort prognose fra Det europæiske center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme (ECDC).
Den forudser, at vi herhjemme kan have gennemsnitligt 1500 nye smittetilfælde om dagen ved udgangen af december.
Forsamlingsforbuddet på ti personer gælder i Danmark frem til 13. december.
Regeringen har endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt der kommer yderligere restriktioner til jul.
/ritzau/