Said Ahmad Housaini skutter sig for regnen. Han har lige været på jobcenteret nær havnen i Odense, og nu ryger han en cigaret foran centret. Smøgen kan lige anes bag hætten, hvor den er i ly for dråberne.
Det regner egentlig ikke nok til at blive gennemblødt. Alligevel er han drivvåd og kold, da han når ned ad den 30 meter lange rampe. For han går langsomt. Meget langsomt. Og det tager Said Ahmad Housaini flere minutter at bevæge sig de få meter.