Danmark mangler omkring 20.000 nye plasmadonorer, hvis vi skal blive selvforsynende med blodplasma.

Det skriver organisationen Bloddonorerne Danmark i en pressemeddelelse.

Som det er i dag, er det nødvendigt at købe plasma i eksempelvis USA.

Plasma er en gullig væske, der udgør cirka halvdelen af blodet.

Størstedelen af plasma bruges til at fremstille medicin - primært til at udvinde stoffet immunglobin.

Det bruges også til patienter på hospitaler, som har lidt store blodtab.

I 2025 kom der cirka 6000 nye plasmadonorer til.

Der blev samtidig tappet cirka 13.000 flere plasmaportioner i 2025 end året før, skriver Bloddonorerne Danmark i pressemeddelelsen.

I 2024 dækkede plasmaet fra de danske donorer cirka 49 procent af behovet, lyder det fra organisationen.

Mandag åbner der et nyt plasmacenter i Randers. Det er det fjerde nye plasmacenter, som Region Midtjylland har etableret.

- For at nå målet om selvforsyning med plasma, er det afgørende, at flere melder sig som plasmadonorer. Derfor er det en rigtig god nyhed, at Region Midtjylland har åbnet fire nye plasmatappesteder, så det bliver lettere at donere tæt på, hvor man bor, udtaler Bente Graversen, landsformand i Bloddonorerne Danmark, i pressemeddelelsen.

Man kan donere plasma i en blodbank, hvor der er mulighed for at blive tappet for plasma.

Det er ifølge Bloddonorerne Danmarks hjemmeside op til personalet i blodbanken at vurdere, om dine blodårer egner sig til at donere plasma.

Aktuelt er der 19 steder i landet, hvor man kan donere plasma.

Kravet for at blive plasmadonor er, at man er mellem 17 og 65 år og vejer mindst 60 kilo.

Bloddonorerne Danmark skriver på sin hjemmeside, at en plasmatapning på mange måder minder om at donere blod.

Det tager blot lidt længere tid, da plasmaet skal adskilles fra cellerne i blodet.

/ritzau/