Når semifinalerne ved årets Eurovision løber af stablen i maj, får Danmark selskab af lande som Australien og Ukraine.

Det står klart, efter at der mandag har været lodtrækning til de to semifinaler, som finder sted 12. og 14. maj.

Danmark skal optræde ved den anden semifinale 14. maj og endnu en gang jagte en finaleplads.

Den internationale sangkonkurrence finder i år sted i Wien, efter at Østrig vandt Eurovision sidste år.

Optakten til årets udgave har tidligere været præget af stor debat om Israels deltagelse.

Israels deltagelse i sangkonkurrencen har været omstridt på grund af krigen i Gaza.

I december afgjorde European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, at Israel godt kunne deltage i konkurrencen. Israel deltager i den første semifinale.

Efter afgørelsen besluttede tv-stationer i Island, Holland, Irland, Spanien og Slovenien at boykotte konkurrencen, så den ikke vises i de pågældende lande.

Det er tv-stationerne, der er medlemmer af EBU, som afgør, om deres lande deltager i Eurovision.

I Danmark er det DR, som afholder Dansk Melodi Grand Prix, hvor den danske repræsentant til Eurovision findes.

DR har tidligere oplyst, at man ikke har planer om at boykotte Eurovision fra dansk side.

I alt 30 lande skal dyste om de ti finalepladser. Ud over Australien og Ukraine er Danmark havnet i pulje med blandt andet Norge, Malta og Schweiz, som vandt konkurrencen i 2024.

Værtslandet Østrig samt Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien er på forhånd kvalificeret til finalen, der finder sted lørdag den 16. maj.

I 2025-versionen brød Sissal med sin sang "Hallucination" en dansk tørke, hvor Danmark siden 2019 ikke var gået videre fra semifinalerne.

I finalen blev det til en 23.-plads i Basel for den danske deltager.

/ritzau/