Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danske sundhedsmyndigheder har millioner af vaccinedoser mod coronavirus på lager i Danmark, og der bliver tilsyneladende ved med at komme flere.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge avisen, som har fået en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI), er danske lagre fyldt med over 13,5 millioner vaccinedoser.
Samtidig oplyser SSI, at der ifølge den nuværende leveringsplan kommer mere end syv millioner nye doser til Danmark frem mod sommerferien.
En million bliver leveret til Danmark i marts.
I april følger endnu fire millioner doser.
Og i både maj og juni kommer der en millioner doser til.
Faktisk ser Danmark ud til at blive ved med at få coronavacciner, selvom Sundhedsstyrelsen ikke længere betragter sygdommen som alment farlig.
Sundhedsministeriet oplyser således til Ekstra Bladet, at Danmark som udgangspunkt er bundet af »EU-aftaler om indkøb af vacciner, som Danmark har tilsluttet sig«.
»Sundhedsministeriet har i forbindelse med håndteringen af covid-19-epidemien været nødt til at indgå forpligtelser til køb af covid-19-vacciner, hvor der på tidspunktet for indgåelse af kontrakterne ikke har været fuldt overblik over epidemien og behovet for antallet af vacciner.«
»Dette har resulteret i et betydeligt overskud af vacciner,« skriver ministeriet til avisen.
Der er blevet givet 1,9 millioner vaccineskud i den netop afsluttede vaccinesæson, oplyste Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse onsdag.
Den løb fra efteråret og frem til 1. marts.
I perioden blev borgere over 50 år anbefalet at få et såkaldt boosterstik. Det samme gjaldt for udvalgte sårbare målgrupper.
Det er også stadig muligt at blive vaccineret mod corona, hvis man er 18 år eller mere og ikke er blevet coronavaccineret.
Hvorvidt der bliver brug for de mange millioner vaccinedoser, vides ikke. Der er ikke anbefalinger til, hvordan vaccinationsprogrammet vil se ud for næste efterår og vinter.
/ritzau/