Udenrigsministeriet arbejder på en fælles nordisk busafgang for danske borgere, der ønsker at forlade Qatar.

Afgangen ventes at være lørdag 14. marts, og bussen vil køre fra Doha til hovedstaden i Saudi-Arabien, Riyadh.

Det skriver Udenrigsministeriet på X.

Busafgangen vil køre fra Doha klokken 07 lokal tid, og prisen er omkring 800 kroner, oplyser ministeriet.

Borgere fra mange lande har været strandet i Mellemøsten, efter at Israel og USA indledte angreb på Iran.

Iran har gengældt angrebene, og det har også betydet uroligheder i en lang række nabolande.

Siden 28. februar har der derfor været begrænsede muligheder for at rejse ud af store dele af Mellemøsten på grund af krigen.

8. marts stod Udenrigsministeriet bag et særfly, der havde 155 personer om bord fra Mellemøsten til Danmark.

Derudover har ministeriet henvist strandede danskere til busser, der netop har kørt fra Qatar til Saudi-Arabien.

Flere lande i regionen har lukket deres luftrum - herunder Qatar, der ligesom Dubai er et knudepunkt for international flytrafik.

Qatar Airways gennemfører dog et antal særflyvninger fra Doha til europæiske destinationer. Har man billet til Qatar Airways, vil man blive kontaktet af flyselskabet, skrev Udenrigsministeriet mandag. Afgangene fra Doha kommer ikke til at sætte kurs mod Danmark.

Onsdag gentager Udenrigsministeriet desuden opfordringen til alle danskere om at forlade Libanon, der er involveret i konflikten.

- Rejs ud nu, mens det er muligt, skriver ministeriet på X.

Israel har ligeledes iværksat en offensiv mod Hizbollah-militsen i Libanon.

Hizbollah-militsen støttes af Iran, som også spillede en rolle i grundlæggelsen af den shiamuslimske gruppe.

/ritzau/