De foreløbige undersøgelser af to faldskærmsspring med dødelig udgang i år tyder på, at springerne har truffet dårlige beslutninger undervejs i springene.

Det fortæller Dansk Faldskærms Union i en video, som er lagt på unionens Facebook-side.

Her sammenfatter formand Rene Stéen Hansen og teknisk sekretær Martin S. Mikkelsen konklusionerne i en havarirapport, som er udarbejdet efter en ulykke ved Odense 26. april, hvor en 24-årig førstegangsspringer omkom, og en foreløbig havarirapport over en ulykke på Læsø 24. maj, hvor en 37-årig erfaren springer døde.

- Ulykkerne er efter min vurdering hændelige uheld. Det er menneskelige faktorer, der har gjort udfaldet.

- Det er umiddelbart springerne, der desværre har truffet dårlige beslutninger i løbet af springene, lyder det fra formand Rene Stéen Hansen.

Den 24-årige springer blev kort efter springet filtret ind i sin faldskærm og fik aldrig gennemført en nødprocedure, inden han ramte jorden.

Den 37-årige springer foretog et lavt drej kort inden landingen og ramte sandet på stranden i Læsø med høj fart.

Det er uklart, hvorfor de hver især handlede på en måde, der endte med at koste dem livet.

- Der er desværre mange ting, vi ikke får svar på, for vi kan ikke spørge dem. Og det er jo en del af tragedien, siger Martin S. Mikkelsen.

Han konstaterer til gengæld, at i begge tilfælde reagerede alle omkring springerne, som de skulle.

- De skabte de bedst mulige forudsætninger for at overleve. Der blev kæmpet en kamp og ydet førstehjælp efter forskrifterne.

- Vi stod uheldigvis bare i en situation, hvor det ikke var nok, lyder konklusionen fra Martin S. Mikkelsen.

Inden den første ulykke havde der ikke været faldskærmsulykker i Danmark med dødelig udgang i 14 år.

Der udføres ifølge Dansk Faldskærms Union mellem 20.000 og 25.000 spring om året herhjemme.

/ritzau/