Tadej Pogacar steg ud af holdbussen for at cykle til 18. etapes indskrivning i Moutiers. Han så udslukt ud. Tømt. Tilskuerne bag barrieren en halv meter fra ham hujede og råbte. Det var, som om de rev ham ud af sig selv. Han vinkede, tog solbrillerne på og smilede, mens han skrev sin autograf på en piges verdensmestertrøje. En af de få han selv mangler. Han greb nogle holdtrøjer og kastede dem resolut ud til tilskuerne, der gengældte gestussen ved igen og igen at råbe »Je t’aime, je t’aime.«
Hvis man har været i tvivl om, hvorvidt Pogacars hjerte er så rent, som det umiddelbart synes, måtte man bøje sig i hans livs sværeste stund. Tidligere tiders klassementskaptajner ville aldrig have erkendt nederlaget, men bundet deres hjælpere omkring sig i fornægtelse.
