Der er i øjeblikket problemer med at tilgå coronapas og testsvar.
Det oplyser sundhed.dk – platformen, hvor man kan forefinde begge dele – til Berlingske.
»Der bliver arbejdet på at få løst problemet hurtigst muligt, så der igen kommer adgang til prøvesvar og coronapas,« siger Hanne Degnbol, kommunikationskonsulent ved sundhed.dk.
Vanskelighederne skyldes selve databasen med prøvesvar, kaldet MiBa, som tilhører Statens Serum Institut. I databasen bliver danskernes negative og positive prøvesvar tastet ind, efterhånden som coronatestene bliver analyseret. Herfra bliver svarene sendt ud til borgerne via sundhed.dk.
Men når der er problemer med databasen, kan sundhed.dk og appen Min Sundhed ikke vise coronapas for henholdsvis test og immunitet samt covid-19-prøvesvar. Det er dog fortsat muligt at se sit coronapas for vaccination.
Sundhed.dk var også ramt af forsinkelser mandag, som gjorde det svært at se testsvar og coronapas. De problemer skyldtes ligeledes MiBa, oplyser platformen.
Hjemmesiden sundhed.dk lukker helt ned tirsdag aften mellem klokken 17 og 23, fordi siden skal opdateres og fejlrettes. I det tidsrum kan man dog fortsat se sine coronadokumenter på appen MinSundhed.
Opdatering tirsdag middag: Sundhed.dk kører igen, og fejlen er løst.