Coronakrisen har givet vores tillid til magten et knæk: »Det er helt forkert at antage, at vi lige nu kun står i en sygdomskrise«

Noget så uhåndgribeligt som tillid har været afgørende for, hvilke lande der er kommet godt gennem coronapandemiens første to år. Tilliden til det politiske system har dog lidt et alvorligt knæk de seneste måneder – også i Danmark – og lige om hjørnet lurer faren for ekstremisme, viser ny undersøgelse.

Protestbevægelsen Men In Black markerede sig i løbet af 2021 med en række voldsomme demonstrationer i blandt andet København. Demonstrationerne er et udtryk for en vigende tillid til »systemet«, som har meget dybere fat i befolkningen end de få tusinde, som går på gaden, mener eksperter. Thibault Savary/Ritzau Scanpix/Arkivfoto

I 2018, længe før nogen havde hørt om kødmarkeder i Wuhan, om covid-19 og coronapas, skrev to forskere en artikel i tidsskriftet American Journal of Public Health.

Anledningen var 100-året for den spanske syge, der hærgede kloden i mellemkrigstiden og kostede 50 millioner mennesker livet. Det ville – skrev forskerne i konklusionen, som i dag fremstår næsten ildevarslende profetisk – være en fejl at tro, at en verdensomspændende pandemi i moderne tid ville udspille sig mindre tragisk og dødeligt.