København. Frygten for at blive smittet med corona i tætte og prustende fællesskaber har fået mange ældre og udsatte til at droppe idræt og motion.

Da Danmark lukkede ned i foråret under pandemien, faldt fysiske aktiviteter hos ældre og lavtuddannede med omkring 40 procent, mens danskerne generelt bevægede sig 20 procent mindre.

Birte Ahle er tovholder for seniorindsatsen Aktiv Torsdag i Holstebro, et af mange tilbud ud over landet til seniorer. Hun oplevede omslaget hos de ældre på nærmeste hold.

- Før kom der 150 ældre fra september til april til indendørs motion, hvor de kunne vælge mellem 24 forskellige aktiviteter.

- På grund af corona måtte vi først lukke ned til 100 og så 50, og så holdt vi pause, siger hun.

For at det ikke igen skal gå helt galt med motionen til de grupper, der allermest har brug for det, så vil kommunerne i samarbejdet Bevæg dig for livet skrue op for indsatsen.

Håbet er at undgå en vinter med mere ulighed i motion og sundhed.

- Coronakrisen har gjort det svært at holde fast i de gode, daglige rutiner. Vi må samle alle kræfter, så vi kan sikre en aktiv vinter på tværs af landet og alle grupper, siger Niels Nygaard, formand for DIF, Danmarks Idrætsforbund.

Derfor vil de foreløbig 27 kommuner i Bevæg dig for livet-samarbejdet sætte mere gang i danskerne.

I Holstebro tænkte Birte Ahle og de andre frivillige, at det skulle være løgn, at det hele løb ud i sandet.

- Så derfor startede vi i september udendørs hold med cykling, gåhold, petanque og gymnastik. Vi deler os op i hold med ti personer. Folk vil det helt vildt gerne, siger hun.

Deltagerne er typisk 60 til op i 70'erne.

- Men jeg er stadig bekymret over dem, der ikke kommer mere, og hvordan vi får fat i dem igen, siger Birte Ahle.

Per Nedergaard Rasmussen er projektleder for Bevæg dig for livet under DIF og DGI.

- De, der er faldet ud, er typisk dem, der sundhedsmæssigt har mest brug for at være aktive, siger han.

- Nærmest for alle livsstilssygdomme spiller motion en afgørende rolle, for om man kan leve med det og er selvhjulpen i eget hjem. Det kan forbedre både livskvalitet og sundhedsudgifterne, siger han.

/ritzau/