Cirkusgæster kan have drukket rensevæske i slushice
Cirkusgæster har fået sms om, at de skal være opmærksomme på synkebesvær og smerter i mund og svælg.

Cirkusgæster har fået sms om, at de skal være opmærksomme på synkebesvær og smerter i mund og svælg.

Cirkusgæster kan have indtaget rensevæske sammen med slushice i Cirkus Summarum lørdag.
Der er nemlig ved en fejl blevet blandet rensevæske i en kølebeholder med slushice med smag af hyldeblomst.
Det bekræfter Muskelsvindfonden, der arrangerer Cirkus Summarum, over for Ekstra Bladet.
- Det er selvfølgelig noget, der ikke må ske, og vi er i fuld gang med at gennemgå vores interne procedurer, så det ikke sker igen, skriver direktør og indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, til Ekstra Bladet.
Det fremgår ikke, hvordan rensevæsken er endt i maskinens beholder.
Fejlen er ifølge mediet sket i en af cirkussets slushice-boder i pausen til forestillingen klokken 15.30.
Alle gæster til den forestilling er blevet kontaktet via sms, lyder det.
Heri lyder opfordringen, at man skal være opmærksom på symptomer som synkebesvær og smerter i mund og svælg.
Samtidig bedes man kontakte Giftlinjen, hvis der opstår symptomer.
Giftlinjen skal være blevet orienteret om hændelsen.
Muskelsvindfonden oplyser til Ekstra Bladet, at den endnu ikke har modtaget henvendelser fra nogen, der har fået symptomer.
Cirkus Summarum finder sted i Ballerup fra 23. juni til 15. juli og i Aarhus fra 21. juli til 6. august.
Overskuddet fra cirkusset går til Muskelsvindfonden.
Blandt de medvirkende er blandt andre Mads Geertsen som Onkel Reje, Mikkel Lomborg som Hr. Skæg, Mille Gori som Motor Mille, Kristian Gintberg som Kristian og Sælma Alakhir som Sælma.
Frivillige driver legepladsen foran cirkusteltet, hvor man for eksempel kan købe merchandise eller popcorn.
Det fremgår ikke, hvem der har stået for at sælge slushicen.
/ritzau/