Michelinstjernen inden for cirkuskunst.

Sådan omtaler Cirkus Arena selv det certifikat ved navn Big Top Label, som det danske cirkus torsdag eftermiddag modtog ved en ceremoni i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

- Det her er en meget stor dag for os, siger cirkusdirektør Benny Berdino i en pressemeddelelse fra Cirkus Arena.

- Big Top Label er den højeste anerkendelse, et cirkus kan opnå, så vi er selvfølgelig meget stolte og rørte.

Hæderen kommer i et særligt år for Cirkus Arena. I oktober gik den ene halvdel af cirkusdirektørparret, Hanne Berdino, bort.

- Hanne og jeg har altid ment, at danskerne fortjener cirkus på højeste internationale niveau, og derfor betyder det utroligt meget, at Cirkus Arena nu bliver anerkendt blandt Europas førende.

- Det er en anerkendelse af den cirkustradition, som vi gennem generationer har arbejdet på at bevare og udvikle. Jeg ville ønske, at hun havde oplevet dagen i dag, siger Benny Berdino.

Den 80-årige cirkusdirektør overtog direktørstolen i 1976, da hans far, Arne Berdino, døde.

Benny Berdino fortalte i forbindelse med sin fødselsdag tidligere på året, at han vil være i sit cirkus, til han falder om.

Udmærkelsen, som Europa-Parlamentets næstformand, Victor Negrescu, overrakte, uddeles efter en international vurdering af blandt andet kunstnerisk kvalitet, publikumsoplevelse, sikkerhed og dyrevelfærd.

Cirkus Arena er det første danske cirkus, der modtager certificeringen. 18 cirkusser har i alt fået Big Top Labels blå stempel.

Det traditionsrige cirkus blev grundlagt i 1955 og er i dag Nordens største cirkus.

RITZAU