Efter knap fem år som chefredaktør og administrerende direktør i mediehuset A4 Medier stopper Kristian Madsen på posten med øjeblikkelig virkning.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som bestyrelsesformand i mediehuset Mads Reinholdt har sendt til Ritzau.
Her lyder det, at bestyrelsen og Kristian Madsen er blevet enige om at stoppe samarbejdet.
Det begrundes blandt andet med, at de to parter ser "forskelligt på, hvordan A4's administrative setup bedst styrkes efter en periode med omsætningsvækst".
Omsætningen fremgår ikke af A4 Mediers regnskaber, men mediehusets seneste regnskab viser, at A4 Medier reducerede sit underskud fra 3,8 millioner kroner i 2023 til et underskud på 1,7 millioner kroner i 2024.
Det uafhængige mediehus A4 Mediers hovedejer er selskabet A-pressen, som er ejet af Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvor bestyrelsesformand Mads Reinholdt også er direktør.
Mads Reinholdt takker i pressemeddelelsen Kristian Madsen for arbejdet med at udvikle A4 Medier "og ikke mindst at søsætte nye vigtige initiativer".
Her nævner han A4 Agenda, som blandt andet driver netværk og events og er et af mediehusets nyere forretningsben.
- Derudover har Kristian været en synlig og dygtig chefredaktør med mange skarpe analyser, lyder det fra Reinholdt.
Kristian Madsen kom til A4 Medier i 2021 efter godt ti år hos Politiken, hvor han blandt andet var lederskribent, indlandsredaktør, udenrigsjournalist og USA-korrespondent.
Derudover har han i sine unge dage været forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.
Kristian Madsen udtaler selv i meddelelsen, at han er stolt af de resultater, der er blevet skabt de seneste tre år med en ny strategi.
- Vores journalistik har fået et markant løft i omfang og kvalitet, siger han og tilføjer, at mediehuset står "stærkt".
A4 Medier driver A4 Aktuelt og fem andre nichemedier med arbejdsmarkedet i centrum.
Mediehuset er en udspringer af Avisen.dk, som var ejet af Fagbevægelsens Hovedorganisations medieselskab A-Pressen og det kommercielle selskab Freeway.
Efter ti års samarbejde gik de to parter hver til sit i 2019 med en aftale, hvor A-pressen overtog redaktionen fra Avisen.dk, som blev ført videre i A-pressens andet medie Ugebrevet A4, der havde skiftet navn til A4 Medier.
A4 Medier beskæftigede ved den seneste regnskabsaflæggelse 20 personer, lyder det i pressemeddelelsen.
Bestyrelsen i mediehuset vil nu indlede en proces med at rekruttere en ny administrerende direktør og chefredaktør.
Indtil da vil bestyrelsesmedlem Astrid Jørgensen varetage rollen som administrerende direktør.
- Der arbejdes samtidig på en midlertidig løsning for det journalistiske ansvar i perioden, lyder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/
