Centralt vidne i sag mod LTF optræder i video, hvor han peger med fiktiv pistol: »Jeg skal dræbe Shebi«

Hussain Ali har leveret en række opsigtsvækkende detaljer som vidne i den historiske opløsningssag mod banden Loyal to Familia. Men en optagelse, hvor han truer bandelederen, kan nu så tvivl om hans vidneudsagn. Formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg kalder det »usædvanligt« at have så ekstreme holdninger.

ARKIVFOTO: Hussain Ali siger i videoen, at han vil tage til Spanien, hvor Shuaib Khan opholder sig, efter at bandelederen i november sidste år blev udvist af Danmark. Han peger også en fiktiv pistol imod sin tinding. NIELS AHLMANN OLESEN

»Nu skal jeg fortælle dig en af mine hemmeligheder (...) Jeg skal dræbe Shebi, ham fra LTF.«

Sådan siger 21-årige Hussain Ali i en video, angiveligt optaget sidste sommer. Med solen i øjnene truer han lederen af banden Loyal to Familia (LTF) Shuaib Khan, også kaldet Shebi.