Det siges, at rytterne står ansigt til ansigt med sig selv under Touren. Det er der, de som Jonas Vingegaard på Mont Ventoux indser, hvad de kan. Men det er også der, de ender med at møde deres egen begrænsning og endelige nederlag. Det er et uregerligt væsen under massiv mediedækning, der forstørrer alt i sin egen mytologi.
Selv fra sidelinjen som en simpel skribent møder man sin egen grænse. Der er cyklet hundredtusindvis af kilometer i Tour de France og skrevet millioner af ord. Det er et løb, der blev skabt for at skrives. Og når man selv møder bæstet, må man bøje sig i ydmyghed for dem, der mestrer at skille sig ud i den lammende kamp mod deadline. Undskyldninger er der nok af. Som Jørgen Leth skriver i et af sine sportsdigte fra 1967, som dengang blev mødt af spot og hån, men i dag rummer en simpel sandhed.
