Bus- og letbanebilletter i Aarhus koster 15 kroner fra næste år
Der bliver afsat 35 millioner om året til at sænke billetpriser på bus og letbane i Aarhus til 15 kroner.
Der bliver afsat 35 millioner om året til at sænke billetpriser på bus og letbane i Aarhus til 15 kroner.
Billetter til bus og letbane i Aarhus kommer fra 2027 til at koste 15 kroner.
Det er politikerne i byrådet i kommunen blevet enige om torsdag aften, hvor kommunens budgetaftale er faldet på plads.
Der vil blive afsat 35 millioner kroner om året fra 2027 til at få billetpriserne ned på 35 kroner, skriver TV 2 Østjylland.
Ifølge mediet har et konsulenthus sagt, at det kunne koste 122 millioner kroner at indføre 15-kronersbilletter på bus- og letbanebilletterne i kommunen. Men det var med en vis usikkerhed.
Borgmester Anders Winnerskjold (S) vurderede, at det ville koste mindre. Og han har ifølge TV 2 Østjylland overbevist byrådet om at tro det samme.
Af aftalen fremgår det desuden, at der står i regeringsgrundlaget, at regeringen vil indføre gratis offentlig transport for unge under 22 år.
Det forventes at dække nogle af udgifterne til at indføre 15-kronersbilletter for kommunen.
Siden marts har aarhusianere kunnet købe busbilletter til 15 kroner på tre buslinjer i en forsøgsperiode.
Dette forsøg har blandt andet skullet bidrage til en samlet belysning af, hvad det kræver af faciliteter at gøre plads til mange flere passagerer frem mod 2030.
Forsøgsperioden skal også give Aarhus Kommune konkrete erfaringer med billigere busbilletter, som kan bruges i udformningen af en eventuel varig prisnedsættelse, har det tidligere lydt fra kommunen.
Billigere billetter på offentlig transport er tidligere blevet vurderet til at være en årsag til, at flere vil vælge den offentlige transport til.
Derfor er der også behov for, at en kommune sørger for at bus- og letbane kan følge med en større tilstrømning af passagerer. Det er blandt andet det, Aarhus har forsøgt at lære ved at indføre billigere billetter på enkelte ruter.
RITZAU