Bulgarien gør comeback og vinder Eurovision for første gang nogensinde
Efter fire års fravær er Bulgarien tilbage i Eurovision og vinder. Danmark kommer på syvendepladsen.

Efter fire års fravær er Bulgarien tilbage i Eurovision og vinder. Danmark kommer på syvendepladsen.

Efter fire års fravær er Bulgarien tilbage i Eurovision, og hvilket comeback det viser sig at være.
Det sydøsteuropæiske land har vundet det internationale melodigrandprix for første gang i historien med Daras bombastiske nummer "Bangaranga".
Danmarks deltager, Søren Torpegaard Lund, lander på syvendepladsen med "Før vi går hjem".
Det er det bedste danske resultat, siden Emmelie de Forest vandt Eurovision med "Only Teardrops" i 2013.
Det står klart, efter at seernes og fagjuryernes stemmer er blevet lagt sammen.
Søren Torpegaard Lund går ikke tomhændet fra Eurovision og kan også kalde sig for vinder. For få timer inden showstart modtog "Før vi går hjem" komponistprisen ved uddelingen af Marcel Bezençon Awards.
Alle sangskriverne, der har været inde over årets 35 grandprixsange, har stemt om, hvilken de synes, er årets bedste. Her faldt valget på "Før vi går hjem", som Søren Torpegaard Lund har skrevet sammen med Clara Sofie Fabricius, Thomas Meilstrup og Valdemar Littauer Bendixen.
Til uddelingen modtog Dara The Artistic Award, som uddeles af deltagerlandenes respektive grandprixkommentatorer, for den bedste kunstneriske præstation.
Bulgarien blev en del af Eurovision i 2005, men har måttet melde afbud flere gange siden. Blandt andet grundet økonomien.
Senest balkanlandet deltog i Eurovision var tilbage i 2022. Men i år vendte bulgarerne tilbage og overhalede den finske favorit og opløberen fra Australien.
Også Søren Torpegaard Lund har ligget lunt hos bookmakerne.
Han åbnede årets Eurovision og var den første finalist på scenen i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien.
Herefter var årets 24 andre finalister på scenen en efter en, og der var flere danske drys undervejs.
Danske sangskrivere har været med til at lave Sveriges og Storbritanniens bud på en vindersang.
Men det blev outsideren fra Bulgarien, der napper titlen og trofæet.
/ritzau/