En dødelig brand på et diskotek under nytårsfejringer i Schweiz kan meget vel give anledning til en ændret procedure for brandsyn i Danmark.
Danske Beredskaber har internt i et såkaldt "forebyggelsesnetværk" indledt diskussioner om, hvorvidt proceduren for eftersyn af natklubber skal ændres.
Det siger organisationens sekretariatschef, Bjarne Nigaard.
- Efter den her hændelse skal vi snakke om, hvad vi gør, og om vi skal justere noget. Vi skal have fakta på plads, og så kan det sagtens være, at det giver anledning til justeringer, siger han.
Danske Beredskaber kommer desuden til at kontakte schweiziske myndigheder "i næste uge" for at blive klogere på omstændighederne omkring branden, siger sekretariatschefen.
Det skal også fungere som grundlag for evalueringen af de danske standarder for eftersyn.
Branden fandt sted på baren Le Constellation i skisportsområdet Crans-Montana. Fredag lyder det, at antallet af døde anslås at være 40.
Foreløbig efterforskning peger på, at indendørs fyrværkeri - en form for stjernekastere eller fontæner sat på champagneflasker - kom for tæt på loftet.
Herefter spredte branden sig meget hurtigt.
Danske Beredskaber er en sammenslutning af alle de kommunale beredskabsenheder i landet.
De står bag brandsyn på danske diskoteker og natklubber. Ifølge Bjarne Nigaard får disse steder kontrolbesøg mindst en gang årligt.
Hvis et sted får et påbud ved et brandsyn, øges antallet af brandsyn efterfølgende.
I 2024 stod Danske Beredskaber bag 239 brandsyn, som også tæller restaurationslokaler.
88 af kontrolstederne fik et eller flere påbud, og Danske Beredskaber har det indtryk, at diskoteker og natklubber tegner sig for flertallet af påbuddene, siger sekretariatschefen.
På brandsynene kigger myndighederne blandt andet efter, om der er flere besøgende end det tilladte, og om der er ordentlige flugtveje.
/ritzau/
