Da Børsen i København brød i brand i april sidste år, var der brandfolk, der af egen drift tog til stedet for at hjælpe til. Derudover var der brandfolk, der blev på stedet, efter at de var blevet afløst.

Det betød, at ledelsen i Hovedstadens Beredskab havde direkte vanskeligheder med at danne sig et overblik over, hvilke ressourcer der var tilgængelige ved indsatsen, hvilke der var tilgængelige for at opretholde indsatsen og hvilke der var tilgængelige for at opretholde beredskabet.

Sådan lyder det i en evaluering af brandindsatsen ved branden i Børsen, som Storstockholm brandforsvär har lavet for Hovedstadens Beredskab.

Det er to erfarne svenske beredskabsfolk, der har lavet evalueringen. De har haft fuld adgang til materiale og interview fra Hovedstadens Beredskab.

- At have personale, som har et stærkt engagement og vilje til at støtte deres organisation i belastede situationer, er noget, man ikke bør forkaste eller undervurdere, lyder det i evalueringen.

- Dog skal man være opmærksom på, at det har direkte konsekvenser for planlægningen af beredskabet inden for ledelsessystemet og beredskabsorganisationen.

I evalueringen lyder det, at der blev gjort en indsats for at lave planer for indsatsen, men at det hurtigt stod klart, at den var uaktuel.

- Egne initiativer til at tage til skadestedet er ikke bæredygtige over tid og vanskeliggør planlægningen af beredskabshåndteringen i systemet, lyder det i evalueringen.

Det bemærkes dog også, at selvorganisering blandt personalet havde en stor positiv indflydelse på beredskabets indsats.

Det havde en betydning for, at man hurtigt fik opbygget ressourcer, men også at funktioner til at styrke ledelsesorganisationen på stedet hurtigt kunne bemandes.

Hovedstadens Beredskab får ros af de svenske kolleger for en stærk organisatorisk opbygning i den indledende fase, der i høj grad skyldes tidspunktet for branden i forhold til vagtskifte og dermed dobbeltbemanding.

Beslutningstagerne har desuden brugt "den rette person på den rette plads", lyder det i evalueringen.

16. april 2024 omkring klokken 07.30 brød Børsen i brand. Samme dag omkring klokken 16.00 var branden under kontrol.

Ingen kom til skade ved branden, og det lykkedes også at redde stort set alle de værdifulde kunstgenstande - herunder en række malerier - der befandt sig i den historiske bygning.

Tirsdag 12. november indstillede Københavns Politi efterforskningen uden at have fundet frem til brandårsagen.

/ritzau/