Fredag morgen kører der færre tog på Fyn og på tværs af landet.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Det er en brand i et sikringsskab i den fynske stationsby Aarup, der medfører aflysninger på regionaltog mellem Fredericia og Odense.

Det samme gælder intercitytog mellem Fredericia og København/Østerport.

DSB oplyser, at der er bestilt togbusser til at dække nogle af de berørte afgange, men selskabet har endnu ikke fået bekræftet, hvornår de første kan være fremme.

Togbusserne indsættes som erstatning for regionaltogene på Fyn.

Rejser man mellem Jylland, Fyn og Sjælland kan man ifølge DSB rejse videre med nogle af de øvrige tog, der kører.

Intercitylyntog mellem Esbjerg og København/Østerport kører fortsat.

Togtrafikken forventes at være påvirket frem til klokken 12. DSB har ikke en mere præcis prognose.

Ifølge P4 Trafik har branden i sikringsskabet medført signalproblemer, som forårsager forsinkelserne.

Der er DSB-medarbejdere til stede både i Odense og Fredericia for at hjælpe og vejlede passagerer, oplyser selskabet.

DSB opfordrer til, at togrejsende holder sig opdaterede på Rejseplanen.

RITZAU