Et borgerforslag vil indføre statslig autorisation af bedemænd i Danmark.

Borgerforslaget er fremsat af en gruppe privatpersoner og bliver blandt andet støttet af fagforeningen Præsteforeningen og Forbrugerrådet Tænk.

Det skriver Berlingske.

- Det er et tillidsfag, men bedemandsbranchen har vist, at tillid alene ikke kan gøre det. Vi er nødt til at lave en eller anden autorisation, siger formand for Præsteforeningen Pernille Vigsø Bagge til mediet.

Bagge beskriver, at mange præster har besynderlige oplevelser med bedemandsbranchen.

Lørdag formiddag har borgerforslaget nået 3500 støtter.

Ifølge Berlingske vil en statsautorisation betyde, at der vil blive opsat krav om uddannelse og et løbende offentligt tilsyn.

Det betyder samtidig, at autorisationen også kan fratages en bedemandsvirksomhed, hvis de ikke lever op til kravene.

Branchedirektør for Danske Bedemænd Tomas Legarth deler holdningen, der bliver givet udtryk for i borgerforslaget. Han siger til Berlingske, at branchen bør reguleres.

Mediet skriver, at tidligere sager fra bedemandsbranchen blandt andet har handlet om forsinkede urner og kister, økonomisk svindel af pårørende og blomster ved forkerte gravsteder.

Danske Bedemænd har tidligere forsøgt at få en statsautorisation af branchen gennem et forslag i Folketinget i 2019, som dog ikke blev stemt igennem dengang.

Det fremgår af teksten til borgerforslaget, at Danske Bedemænd har lavet deres egen autorisation, som kræver, at virksomhedens ansatte har "en uddannelse, overholder foreningens etiske regler og er omfattet af en garantiordning".

Ifølge borgerforslaget står bedemandsvirksomheder under Danske Bedemænd for omkring halvdelen af bisættelser og begravelser i Danmark.

Det synes privatpersonerne, der har fremsat forslaget, er et problem.

- Det vil altså sige, at i halvdelen af tilfældene kan man ikke være sikker på, at den bedemand, man køber en ydelse af, er uddannet i faget, står der i borgerforslaget.

RITZAU