»Børnenes statsminister« i giftigt dilemma – er S til for fattige eller etniske danskere?

Fattige børn er indvandrerbørn, og hvad stiller man så op, hvis man både vil være udlændingestrammer og børnenes beskytter? Mette Frederiksen træder vande.

Mette Frederiksen (S) holder doorstep efter møde i Folketingssalen, hvor der har været udvidet spørgetime med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Christiansborg, tirsdag den 11. december 2018.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Du være den Fattiges Værner, du være den Riges Ris! Da faar du ej Ordner og Stjerner, men bævende Læbers Pris.

Ordene er Jeppe Aakjærs og blev skrevet om journalist og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet Peter Sabroe. Han blev et ikon og et forbillede for mange senere socialdemokrater – citatet hang i mange år centralt på redaktionen på den socialdemokratiske avis Aktuelt.

Børns Vilkår har opkaldt en pris efter Peter Sabroe, som hvert år uddeles for at markere hans store omsorg og arbejde for fattige børn i begyndelsen af 1900-tallet.

Peter Sabroe er vigtig for at forstå det ondskabsfulde dilemma, som den socialdemokratiske statsministerkandidat, Mette Frederiksen, befinder sig i lige nu.

Fattige børn i Danmark er i dag – i modsætning til fattige børn på Peter Sabroes tid – for en stor del indvandrerbørn. Og det uanset hvilken definition af fattigdom, man anvender.

Indvandrere og efterkommere har det svært i skolen, i det danske uddannelsessystem og på arbejdsmarkedet, ligesom deres andel af den sociale underklasse år for år vokser. De børn i Danmark, der ifølge humanitære organisationer lider størst nød lige nu, er de børn, der bor på flygtninge- og udrejsecentre.

Vil Mette Frederiksen, der på partiets kongres i september sagde, at hun vil være »børnenes statsminister«, og som har fået husstandsomdelt en reklamefolder med samme budskab, bringe flere børn ud af fattigdom, så er det svært at komme uden om at hæve integrationsydelsen og fjerne kontanthjælpsloftet. Børn er fattige, når deres forældre er det.

Højere ydelser til flygtninge og indvandrere kolliderer imidlertid med partiets vigtigste adgangskort til statsministerposten – den nye strammerkurs på udlændingeområdet.

Det giftige valg for den socialdemokratiske top består med andre ord i, om man fremover vil være klassiske Peter Sabroe-socialdemokrater – de svages beskytter, dem, der tager udstødtes parti og altid ser sig over skulderen for at sikre, at alle (de fattige indvandrere ) er med, for nu at bruge et af Mette Frederiksens udtryk. En vending, S-formanden brugte, da hun ved bisættelsen hyldede et andet af Socialdemokratiets ikoner, forhenværende statsminister Anker Jørgensen.

Den anden mulighed for S-toppen er at følge regeringens og Dansk Folkepartis hårde kurs over for ydelserne til flygtninge og indvandrere.

Finanslovens yderligere sænkelse af integrationsydelsen har på den måde ikke gjort Mette Frederiksens dilemma mindre.

Forskellen mellem borgerlige og socialdemokrater har i mange år været om lavere ydelser får flere i arbejde eller blot skaber flere fattige. De blå mener groft sagt det første, og de røde det sidste.

Valget mellem, hvorvidt S-skuden skal sejle i retning af Peter Sabroe eller i retning af Kristian Thulesen Dahl, er et valg, som ikke bare hører til i kategorien »dagen og vejen« – det er socialdemokratisk hjerteblod.

Hvad betyder det, hvis man erstatter socialklasser med etniske og kulturelle klasser? Er det for det nye socialdemokrati mere acceptabelt, at fattige er fattige, hvis de har en anden etnisk oprindelse?

Hvis det, der er styrende for, hvem socialdemokraterne mener er berettigede til velfærdssamfundets omsorg, ikke er social armod, men etniske og kulturelle karakteristika, så er det selve partiets tektoniske plader, der forskubber sig. Nogle – måske især ældre – socialdemokrater vil med en vis ret sige, at der ikke er meget tilbage af det parti, de brændte for.

Fattigdom kan defineres på mange måder. Socialdemokraterne lytter til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og ifølge rådet steg antallet af børn i fattige familier sidste år med 12.000, så der i dag er i alt 64.500 fattige børn i Danmark.

Hidtil har Mette Frederiksen skudt spørgsmålet om kontanthjælpsloft, integrationsydelse og andet af det, partiet har kaldt for »fattigdomsydelser«, om på den anden side af næste folketingsvalg.

Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen til Politiken.

»Hvis Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister, så er hun nødt til at fortælle, hvordan hun vil nedbringe antallet af fattige børn. «


Socialdemokratiet vil som en af sine første gerninger, såfremt partiet vinder regeringsmagten, nedsætte en såkaldt ydelseskommission, der skal se på sagen.

Om den syltekrukke kan holde helt frem til valgdagen, kan se svært ud. I hvert fald står de Radikale og venstrefløjen klar til at presse Mette Frederiksen til det yderste.

Både de partier, der skal udgøre Mette Frederiksens parlamentariske grundlag, og en række humanitære organisationer har udfordret hendes ambitioner, som det fremgår af den postomdelte pjece.

»Hvis Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister, så er hun nødt til at fortælle, hvordan hun vil nedbringe antallet af fattige børn,« siger Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen til Politiken.

De Radikales Morten Østergaard  kræver ligefrem, at Mette Frederiksen som statsminister efter et kommende folketingsvalg skal forpligte sig til at nedbringe antallet af fattige børn i Danmark, såfremt partiet skal støtte hende.

Så indtil videre leder Socialdemokratiet efter formelen til at hjælpe Danmarks fattige børn uden at blive stemplet som udlændingeslappere.

Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør