De seneste år har TV 2 sendt "Børnenes Nytårstale" 1. januar, men den flyttes til DR og skubbes desuden til selve nytårsaften.

Børnenes tale vil fremover blive sendt 31. december som en del af optakten til kongens nytårstale, der sendes klokken 18.00.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Over to millioner så med ved kong Frederiks seneste nytårstale 31. december 2025. Helt specifikt lød tallet på 2.057.000, viste tal fra analysevirksomheden Nielsen.

Ved tidligere udgaver af "Børnenes Nytårstale" har det været et enkelt barn, som har stået for talen.

Men i det nye format hos DR vil flere børn stå som afsendere.

- Med Børnenes Nytårstale vil vi give børn mulighed for at blive hørt i en ramme, som hele Danmark samles om. Vi vil skabe plads til deres egne tanker, håb og perspektiver - på deres præmisser, siger Morten Skov, chef for Børn & Unge i DR.

- Samtidig har det været vigtigt for os at vælge en form, hvor flere børn kan komme til orde, så vi i den endelige nytårstale får flere børn med, som kan komme med hver deres bidrag på tværs af landet, alder og emner.

Børn vil derfor kunne bidrage med korte videoer, hvor de kan dele tanker og budskaber.

Man behøver ikke at have skrevet en "færdig eller formfuldendt" tale for at være med.

- Det vigtigste er, at børnene har noget på hjerte, skriver DR.

De endelige talere udvælges af en børnejury, så børnenes perspektiver er med til at sætte retningen for den færdige nytårstale, lyder det.

Børn og unge under 18 år kan være med.

Videotalerne kan sendes ind til DR fra 21. september 2026 på dr.dk/nytårstale.

I de seneste år er børnetalen blevet sendt 1. januar kort før statsministerens nytårstale klokken 18.00.

RITZAU