Antallet af børn og unge, der bruger røgfrie nikotinprodukter, stiger fortsat.

Nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at 14 procent - hver syvende - mellem 15 og 29 år dagligt eller lejlighedsvist bruger nikotinposer eller tyggetobak.

I 2020 var tallet til sammenligning 9,1 procent.

Forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak kalder udviklingen "foruroligende".

Hun hæfter sig ved, at en stor andel af de unge, der bruger produkterne, svarer, at de føler sig afhængige.

- Spørger man de unge selv, hvorfor de bruger røgfrie nikotinprodukter, svarer 61 procent, at det er for at slappe af, mens 41 procent siger, at de er afhængige. Det er foruroligende svar, siger hun i en pressemeddelelse.

Snus er ekstremt vanedannende og kan have alvorlige skadevirkninger, lyder det fra Mette Lolk Hanak.

Det er ifølge forebyggelsesdirektøren en udfordring, at produkterne er lette at skjule og kan bruges overalt.

Det betyder, at hjernen kan være eksponeret for nikotin i alle vågne timer.

Kræftens Bekæmpelse søsætter på baggrund af undersøgelsen kampagnen "Passer I ægte godt på hinanden?".

Kampagnen er målrettet unge mellem 15 og 20 år og kører på sociale medier, skærme på ungdomsuddannelser og som plakater i bylivet.

- Det er problematisk, at så mange børn og unge er afhængige af nikotin. Vi håber, at vi kan få flere til at stoppe op og overveje, hvad de - eller vennerne - egentlig udsætter sig selv for, siger Mette Lolk Hanak i meddelelsen.

Tallene i undersøgelsen stammer fra en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt 15- til 29-årige i Danmark.

Data er indsamlet i perioden fra september til november 2025.

Den såkaldte §Røg-undersøgelse udføres af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet i samarbejde med blandt andet Kræftens Bekæmpelse.

/ritzau/