Artiklen er redigeret efter udgivelsen, da den indeholdt navnet på den 13-årige pige. Berlingske har valgt at slette navnet af hensyn til pigen og hendes pårørende.

»Jeg synes, det er dybt, dybt skrækkeligt, at det kan foregå herude,« siger Bodil Grubak til Berlingskes journalist på stedet.

Hun fortæller også, at familien flyttede til for knap et år siden. Bodil Grubak kender hende kun »sporadisk«, men de har flere gange hilst på hinanden, når pigen eksempelvis har fodret hestene på landevejen.

»Hun er en meget sød og meget pligtopfyldende pige,« siger hun om pigen til Berlingskes journalist på stedet.

Den 13-årige pige fra Kirkerups pludselige forsvinden får også Bodil Grubak til at tænke tilbage på dengang, hendes egne børn var i den alder.

»Nu er vores piger blevet 27 år, men de har da stået herude ved vejkanten og taget bussen om morgnen, for der var man selv kørt på arbejde. Men det er aldrig noget, man har haft ondt i maven over. Vi bor jo ude på landet,« siger hun.