Vejrprognoserne for nytårsnat melder om blæsevejr og regn.
Derfor skal man holde dobbelt så stor sikkerhedsafstand til fyrværkeriet, når raketter og batterier bliver sendt op i luften, oplyser Nicoline Zederkof Jensen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
- Det er sådan, at fyrværkeriet er konstrueret og testet til brug ved vind under fem meter i sekundet, og det er udgangspunktet for de her sikkerhedsafstande, som man anbefaler, og det er dem, der står angivet på fyrværkeriet.
- Det vil sige, at hvis det blæser mere, som det ser ud til at gøre nytårsnat, så skal man sørge for at holde dobbelt så stor afstand for at undgå ulykker, siger hun.
I blæsevejr kan fyrværkeri udgøre en større risiko for skader, da fyrværkeriet kan flyve en anden vej end planlagt.
Sikkerhedsstyrelsen anbefaler også, at afstanden til åbninger i bygninger fordobles denne nytårsnat. Det betyder, at fyrværkeri skal placeres mindst 20 meter fra døre, vinduer og andre åbninger.
Anbefalingen lyder også på at holde sig mindst 400 meter fra bygninger med stråtag og brændbart materiale.
Hvis fyrværkeriet er blevet vådt i regnen, så anbefaler Nicoline Zederkof Jensen, at man ikke bruger det. Derudover anbefaler hun, at man kun tager ét stykke med ud ad gangen og lader resten blive indenfor, hvor det er tørt.
- Hvis fyrværkeriet bliver fugtigt, kan det opføre sig anderledes end forventet. Det, som det helt konkret kan føre til, er, at der kan ske ustabile eksplosioner, og med det er der større risiko for skade, siger hun.
Mandag fortalte Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at det specielt er i Vestjylland, at man skal indstille sig på regnvejr nytårsaften.
Sidste nytår havde 209 personer behov for akut skadebehandling i forbindelse med fyrværkeri, oplyser Sikkerhedsstyrelsen.
Af de alvorligt tilskadekomne brugte 73 procent ikke beskyttelsesbriller, hvilket også er en af Sikkerhedsstyrelsens fyrværkeriråd.
Tidligere måtte man skyde fyrværkeri af i perioden fra 27. december til 1. januar, men i 2024 blev fyrværkeriloven ændret, hvilket betyder, at man kun må affyre fyrværkeri 31. december og 1. januar.
/ritzau/
