Der er ingen grund til, at danskerne hele sommeren skal døje med de gældende coronarestriktioner.
Sådan lyder det fra flere partier på Christiansborg, der ligesom fremtrædende professorer mener, at det er på tide at droppe coronarestriktioner. For selvom smittetallene stiger, tyder intet på, at det danske sundhedsvæsen bryder sammen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bør ifølge Venstres fungerende politiske ordfører, Eva Kjer Hansen, straks indkalde Folketingets partier til en diskussion om, hvilke restriktioner der skal opretholdes, og hvilke der skal lempes. Lige nu mangler der ifølge Eva Kjer Hansen »sund fornuft« i begrænsningerne.
»Det er for eksempel umuligt at forstå, at der gælder langt mere strikse restriktioner i en kirke end på en restaurant. Og hvis folk synes, at restriktioner er tåbelige, er risikoen, at danskerne bliver mere ligeglade i forhold til restriktioner, som er vigtige,« siger Eva Kjer Hansen.
En politisk aftale om yderligere udfasning af coronarestriktioner blev indgået 10. juni. Aftalen lægger op til, at mundbind i offentlig transport, det begrænsede natteliv og andre restriktioner – bortset fra coronapas – kan ophæves frem mod 1. september.
Covid-19 ikke længere en farlig sygdom
Liberal Alliances sundhedsordfører, Henrik Dahl, mener, at det er tid til at erkende, at covid-19 ikke længere er en farlig sygdom.
»Vi skal have det paradigmeskift nu. Det er en almindelig sygdom, som vi har vaccineret de svage imod, og vores vacciner virker. Faren er drevet over, og selvom smittetallene stiger, er der intet, som tyder på, at sundhedsvæsenet vil blive overbelastet,« siger han.
Henrik Dahl minder om, at risikoen for overbelastning af sundhedsvæsenet siden pandemiens begyndelse har været argumentet for samtlige restriktioner.
Den risiko er væk, og derfor mener han ikke, at der er grund til at vente med at ophæve restriktionerne.
»Det vil være en god idé at tage planen for tilbagerulning af restriktioner op til overvejelse nu, for det er menneskeligt og økonomisk bekosteligt for samfundet. Det behøver ikke at være et langt møde – det burde kunne klares på en time,« siger Henrik Dahl.
Også Dansk Folkeparti vil ifølge sundhedsordfører Liselott Blixt fjerne »ulogiske« restriktioner som for eksempel det gældende afstandskrav i kirker og det coronapas, der fortsat er adgangsbillet til mange fornøjelser.
»Coronapasset giver folk enormt meget besvær. Alle har fået indbydelse til vaccination – så hvad mere skal man gøre? Lad os nu få en normal hverdag, hvor vi accepterer, at corona er noget af det, man kan blive syg af,« siger Liselott Blixt, og tilføjer
»Jeg siger ikke, at vi skal genåbne alt. Jeg siger, der er noget, vi skal lempe.«
Næste planlagte forhandling om yderligere genåbning finder sted i august. Ifølge De Konservatives fungerende politiske ordfører, Marcus Knuth, er der dog ingen grund til at vente – afstandskrav i kirker og i biografer er blandt restriktioner, der kan lempes »meget markant«, mener Knuth.
Rolig nu!
Blandt regeringens støttepartier er sundhedsordførerne mere tøvende. Enhedslistens Peder Hvelplund vil dog gerne i gang med en diskussion om lempelser.
»Der er ikke tvivl om, at vi nærmer os et tidspunkt, hvor vi skal fjerne restriktioner, og vi skal diskutere, om restriktionerne i epidemiloven helt skal fjernes,« siger han.
Hvorvidt alle restriktioner skal ophæves øjeblikkeligt, er han ikke helt sikker på:
»Det vil vi formentlig kunne gøre, når vi har vaccineret alle. Vi skal også se på, hvilken epidemiovervågning vi skal have, så det er en diskussion, der begynder at trænge sig på,« siger Peder Hvelplund.
I SF ser sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen ikke grund til »hastværk«.
»Det er trods alt begrænset, hvad der er tilbage af restriktioner. Der er selvfølgelig coronapasset, og så er der kirkerne og kulturbegivenheder. Der bliver jo allerede lempet på restriktionerne, og det er der en plan for. Det hele forsvinder i løbet af de kommende måneder,« siger hun.
Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til opfordringen fra borgerlige partier om at lempe coronarestriktionerne. Til gengæld svarer Sundhedsministeriet i en skriftlig kommentar:
»Sundhedsmyndighederne følger løbende med i epidemiens udvikling. Smittetallene har været stigende de sidste par uger, hvor den mere smitsomme deltavariant er blevet dominerende i Danmark. Partierne vil blive orienteret, hvis der sker væsentlige ændringer i sundhedsmyndighedernes risikovurdering, herunder i forhold til genåbningen.«