Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Billedhugger Ingvar Cronhammar, der er kendt for at have skabt store skulpturer i stål, er død torsdag morgen. Han blev 73 år.
Det skriver Herning Folkeblad.
Gennem mange år har han præget den danske kunstscene med sine store og monumentale skulpturer, der ses på mange kunstmuseer og i det offentlige rum.
Kunstneren blev født i Hässleholm i det nordlige Skåne i december 1947, men i 1965 kom han til Danmark, hvor han betegnede sig som »politisk flygtning.«
Den unge mand brød sig ikke om Sverige, som han mente, var omklamrende, skriver lokalavisen. I stedet slog han senere rødder i Herning.
Efter nogle år med Danmark som sit hjem blev han optaget på Århus Kunstakademi, hvor han uddannede sig til billedhugger.
Berømmelsen kom ikke med det samme. Der gik to årtier, før den svenskfødte kunstner fik sit gennembrud i 1988 med værket »The Gate.«
Senere har han skabt »Elia« i Birk ved Herning, der kom i 2001 og nok er hans mest kendte værk i offentligheden.
Den enorme stålkuppel med fire stålsøjler rejser sig i 32 meters højde, og skulpturen spyr ild på tilfældige tidspunkter.
Værket ligger nær Heart-museet, der har den største samling i Danmark af værker fra den lokale kunstner, som beskrives som en ener i dansk kunsthistorie.
»Det synes, som om hans værker hører hjemme i science fiction eller i psykologiens mørke,« skriver museet på sin hjemmeside.
Cronhammars skulpturelle installationer består typisk af materialer som mahogni, jern, stål og gummi. Han bryder ofte det maskinelle udtryk med elementer fra naturen som dyreknogler og fuglevinger.
Selvom skulpturen »Elia« er kendt af mange, har den også været genstand for sorg for billedhuggeren. Tre personer har mistet livet der. To var ulykker, mens et var et selvmord.
Den seneste ulykke skete i marts i år, hvor en reparatør døde under nedhejsning i en af stålsøjlerne.
Ingvar Cronhammar er gennem tiden blevet hædret med en lang række priser, blandt andet Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen, og han har modtaget statens livsvarige ydelse. I 2007 blev han ridder af Dannebrog.
Han efterlader sig hustru, tre børn og syv børnebørn, skriver Herning Folkeblad.
/ritzau/