Energistyrelsen har tilbudt selskabet Nord Stream 2 AG, at det kan deltage i bjærgningen af det objekt, der er blevet fundet ved Nord Stream 2-rørledningen.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse. Rørledningen blev ramt af eksplosioner sidste år.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) bekræftede over for DR i sidste uge, at danske myndigheder var blevet gjort opmærksomme på, at der var blevet fundet et objekt.

I pressemeddelelsen vises desuden et billede af objektet. Her fremgår det, at det er cylinderformet og måler cirka 40 centimeter i højden samt omkring 10 centimeter i diameter.

Det er derudover muligt, at genstanden er en maritim røgbøje, hvilket undersøges nærmere, skriver Energistyrelsen i pressemeddelelsen med henvisning til Forsvarsministeriet.

»Med henblik på en nærmere afklaring af objektets karakter har myndighederne besluttet at bjærge objektet med bistand fra Forsvaret.«

»Energistyrelsen har i den forbindelse tilbudt ejerselskabet, Nord Stream 2 AG, at deltage i bjærgningen,« skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

Danske myndigheder har undersøgt objektet, og det vurderes fortsat, at det ikke umiddelbart udgør en risiko ifølge styrelsen.

»Energistyrelsen afventer nu en tilbagemelding fra selskabet, inden bjærgningen kan igangsættes,« lyder det.

Den 26. september sidste år blev der indledningsvist konstateret en lækage på Nord Stream 2-ledningen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.

Den efterfølgende morgen blev der også fundet to lækager på Nord Stream 1 nord øst for Bornholm. I alt blev fire gaslækager på gasledningerne bekræftet.

Om aftenen den 27. september stod statsminister Mette Frederiksen (S) frem på et pressemøde og fortalte, at det var de danske myndigheders klare vurdering, at lækagerne var et resultat af bevidste handlinger.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.