Betjente siger nej til nye nærstationer: »Politiske ønsker stemmer ikke altid overens med den politifaglige vurdering«

Et af regeringens største ønsker til politiforliget er 20 nye nærstationer. Men formænd i 11 ud af 12 politikredse afviser, at det giver politifaglig mening – nogle frabeder sig ligefrem nye stationer. S fastholder: »Rigtig mange borgere oplever, at politiet er for langt væk.«

Regeringen vil oprette 20 nye nærstationer, men det giver ingen politifaglig mening, indvender formændene for politiforeningerne i 11 ud af 12 politikredse. Arkivfoto fra Nørrebro i København. Mikkel Møller Jørgensen

Regeringen ved godt, hvordan vi danskere skal komme til at føle os mere trygge.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har endda et forslag til, hvordan »den tabte nærhed skal vindes tilbage« med sit oplæg til den næste flerårsaftale for politi, der lige nu forhandles på Christiansborg. Forslaget lægger bl.a. op til at oprette 20 nye nærpolitienheder i Danmark.