Banedanmark arbejder ud fra en antagelse om, at tirsdagens togproblemer i Østdanmark skyldes en fejl på et kørestrømsanlæg på Sydvestsjælland.
Det siger områdechef i Banedanmark Anders Barratt.
- Vi har en kraftig antagelse om, at den udløsende faktor er et ophæng ved Forlev-Vemmelev (mellem Slagelse og Korsør, red.), som er blevet beskadiget, siger han.
Ophænget hang - ifølge områdechefen af uvisse årsager - for lavt.
Det betød, at det ramte eltogenes pantografer - de strømaftagere, der sidder på taget af eltog.
- Når først sådan en pantograf har fået sådan et slag, så opfører den sig anderledes, end den skal.
- Det medfører, at den bliver ødelagt, og yderste konsekvens er jo, at køreledninger eller andre dele af anlægget bliver revet ned, siger Anders Barratt.
Det tyder ifølge områdechefen på, at det defekte ophæng var skyld i, at et forbipasserende tog fik beskadiget dets pantograf og efterfølgende rev en køreledning ned mellem Ringsted og Køge Nord.
Senere på dagen blev et intercitytog på Københavns Hovedbanegård viklet ind i en køreledning - ligeledes efter at have været en tur forbi det defekte ophæng på Sydvestsjælland.
Flere end 30 togsæt blev beskadiget. De passerede alle det defekte ophæng på Sydvestsjælland.
Onsdag formiddag meddelte Banedanmark, at fejlen er udbedret, og at togene igen kunne køre i Østdanmark.
Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvad der kan have gjort, at det såkaldte "k-ophæng" ved Forlev-Vemmelev hang for lavt.
Men der er ifølge områdechefen intet, der tyder på, at nogen har gjort noget med en ond hensigt:
- Der er ikke nogen mistanke om, at nogen har gjort det tilsigtet.
- Men vores betragtning overordnet set er, at et køreledningsanlæg ikke går i stykker af sig selv.
- Der er formentlig tale om en eller anden påvirkning: Noget har skubbet til det på en uheldig måde. Måske en løs strop fra et godstog eller en pantograf, der har været oplejret forkert, siger Anders Barratt.
Områdechefen understreger, at kørestrømsanlæg og pantografer er underlagt et "omfattende vedligeholdelsesparadigme".
- Vi har årlige eftersyn for sådanne anlæg, hvor vi går tingene igennem. Når vi snakker jernbanesikkerhed, er der ikke noget, der er tilfældigt.
Spørgsmål: Så kan det udelukkes, at fejlen er opstået, fordi nogen har "sovet i timen" og ikke tjekket tingene ordentligt?
- Det er ikke vores overbevisning på nuværende tidspunkt. Men det er blandt andet også det, vi skal undersøge.
Banedanmark har nu igangsat en omfattende analyse af problemets kerneårsag. Hvornår undersøgelsen afsluttes, kan områdechefen endnu ikke sige.
/ritzau/