Berlingske erfarer: De yngste børn skal tilbage i skole fra mandag

Eleverne i 0. til 4. klasse kan nu se frem til at komme tilbage i skole fra på mandag.

Københavns og Frederiksbergs borgmestre vil ligesom Aarhus’ rådmand afsætte flere penge til børn, som mistrives under nedlukningen – regeringens plan slår i deres øjne ikke til. Emil Helms/Ritzau Scanpix

For eleverne i 0. til 4. klasse er der nu en ende på nedlukningen.

Allerede fra mandag den 8. februar skal de yngste skoleelever tilbage til hverdagen på de skoler, som de før jul blev afskåret fra for at begrænse smitten af corona.

Det erfarer Berlingske fra flere kilder.

Det er dog med forbehold for, at de forholdsvis lave smittetallene fortsætter.

Statsminister Mette Frederiksen (S) forlængede torsdag den 28. januar coronarestriktionerne til den 28. februar, men åbnede døren på klem for, at de mindste skolebørn kan komme tilbage før.

Statsministeren forklarede på torsdagens pressemøde, at Statens Serum Institut var i gang med at regne på det, og at regeringen forventede at give afklaring i starten af denne uge.

Hun anerkendte også det behov for genåbning, som mange børn og forældre sukker efter:

»Eksperterne har anbefalet, at vi starter med at få de mindste skoleelever tilbage i skole – det er vigtigt for økonomien, så der er flere voksne, der kan arbejde. Det er også vigtigt for børnenes og forældrenes trivsel,« sagde Mette Frederiksen.

Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal forklarede i sidste uge, at skolerne har brug for tre arbejdsdage til at forberede genåbning for de mindste klasser. Her understregede han, at der virkelig er behov for den genåbning:

»Det er især påtrængende at få børnehaveklasse, 1. klasse og til dels 2. klasse tilbage i skole, fordi de er svære for forældrene at undervise på tilstrækkelig god vis. Det er svært for lærerne at fjernundervise dem, fordi mange af dem ikke selv kan gå på computer, så det bliver forældrene, som står med den opgave,« sagde Claus Hjortdal:

»Vi har brug for at få dem tilbage, så de kan få noget fagligt indenbords. Men også fordi de er kede af det, bange, uforstående, utålmodige og fordi de trænger til at se deres kammerater.«

Sundhedsministeriet indkalder mandag kl. 18.00 til pressemøde om genåbning af skolernes mindste klasser.