Foråret er over Danmark, naturen springer ud, og med påsken lige om hjørnet vil det for nogle borgere betyde, at det er tid til at brænde ukrudt.
Det er dog ikke helt ufarligt at fjerne det ukuelige grønne fra haven. Danske Beredskaber oplyser på sin hjemmeside, at ukrudtsbrænderen er årsagen til mere end 400 årlige brande.
Derfor er Danske Beredskaber nu kommet ud med en række gode råd og instrukser til, hvordan man undgår, at afbrændingen kommer ud af kontrol.
Når man skal brænde ukrudtet af, så er det ifølge Danske Beredskaber vigtigt, at man tager sine forholdsregler - og holder afstand.
Danske Beredskaber anbefaler, at man står med en meters afstand til brandbart materiale og en halv meter til ikke-brandbart materiale.
Desuden opfordres man til at have minimum en kande vand stående til brandslukning, hvis man ikke har en brandslukker.
Andre råd fra Danske Beredskaber er, at man ikke bør afbrænde i tørt vejr, da det øger risikoen for, at flammerne får fat i det tørre terræn. Derfor rådes private også til at rydde op i visne blade og affald, inden der tændes op i flammekasteren.
Optimale vejrforhold for afbrænding er efter regn - eller før disen letter om morgenen.
Blandt de mest udbredte ukrudtsarter i Danmark er mælkebøtter, skvalderkål, kvikgræs, brændenælder og agerpadderok.
Ukrudt gemmer deres næring i rødderne, og derfor kan ukrudtet overleve vinteren over og være svært at komme af med.
Andre alternativer til at bekæmpe ukrudtet på kan være lugning, plante bunddækkende planter eller brug af ukrudtsmidler.
/ritzau/
