Bendtner er blandt strandede danskere i Dubai

Ifølge Nicklas Bendtner var han ikke rejst til Dubai, hvis han havde kendt til de nye typer af coronavirus.

Nicklas Bendtner befinder sig i øjeblikket i Dubai sammen med andre strandede danskere. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tidligere på uden meddelte de danske myndigheder, at de ikke kommer til at hjælpe de danskere, der er strandet i Dubai, med at rejse hjem til Danmark.

En af de danskere er den tidligere fodboldlandsholdsspiller Nicklas Bendtner, der på Instagram fortæller, at han i øjeblikket forsøger at finde en vej hjem.

»Vi gør alt, vi kan, for at komme hjem og har prøvet at finde en ansvarlig løsning i noget tid efterhånden og respekterer og forstår alle de regler, der er udstukket fra Udenrigsministeriet«, skriver han.

Ifølge Bendtner rejste han til Dubai den 4. januar, hvor Udenrigsministeriet blot frarådede alle unødvendige rejser til hele verden.

Dermed rejste han til byen, før Udenrigsministeriet den 8. januar skærpede sin rejsevejledning, så alle rejser til hele verden blev frarådet.

Skærpelsen skete af hensyn til nye og mere smitsomme coronavarianter.

»Jeg var ikke taget afsted, hvis der havde været nye mutationer på det tidspunkt,« skriver Bendtner på Instagram.

Den tidligere landsholdsprofil er blot en af flere kendte danskere, der på det seneste er rejst til Dubai, hvor der ikke er lige så mange restriktioner som i eksempelvis Danmark.

Også den tidligere bokser Mikkel Kessler er rejst til Dubai i løbet af januar, og det samme er en række danske bloggere.

/ritzau/