Pensionsalderen stiger - og samtidig er mange i tvivl om, hvorvidt kroppen kan holde til at arbejde hele vejen frem til den fastsatte alder for folkepension.
Over halvdelen af de adspurgte giver udtryk for den bekymring i en undersøgelse, som Epinion har lavet for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
- Vi har et alvorligt problem, når så mange, især unge, er bekymrede for, om de kan blive på arbejdsmarkedet, siger formand for FH Morten Skov Christiansen.
Emnet pension er højt på dagsordenen, når FH den 18. september afholder Lønmodtagernes Topmøde i Store Vega i København.
Blandt de lønmodtagere, der er under 50 år, svarer to ud af tre i undersøgelsen, at de er helt eller delvist enige i, at de er bekymret for, om de vil være i stand til at kunne arbejde frem til folkepensionsalderen.
- Det er helt afgørende, at lønmodtagernes stemme og bekymringer kommer frem i offentligheden og til politikerne, siger Morten Skov Christiansen.
I dag kan man som lønmodtager gå på folkepension som 67-årig.
Alderen stiger hvert femte år.
Ifølge FH afspejler bekymringerne sig i pensionsindbetalingerne
Mange lægger selv penge til side for at kunne gå tidligere på pension.
Morten Skov Christiansen mener imidlertid, det er grundlæggende uretfærdigt, at borgere i hans øjne på den måde er nødt til at købe sig til en tryghed.
- Det er ikke der, vi skal ende i vores velfærdssamfund, siger han.
Knap 30 procent svarer, at de sparer op ved at indbetale penge til en pensionsopsparing.
Næsten 20 procent har sparet op via for eksempel aktier eller investering i ejendom, viser FH's undersøgelse.
Danmarks største pensionsselskab, PFA, genkender tendensen.
- Vi kan se, hvordan den frivillige indbetaling løbende stiger år for år. Den ligger rekordhøjt lige nu, og det er bestemt en tendens, vi tror kommer til at fortsætte, siger privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen.
Hun oplever, at kunderne er motiveret af at opbygge en økonomisk styrke, så de blandt andet har større frihed til at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
/ritzau/