Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen til en torsdag i februar, hvor mange skolebørn og deres forældre kan skimte vinterferien i horisonten.
Vi skal i dette nyhedsoverblik forbi Pernille Vermund, der deler verbale tæsk ud til en ny partiformand. Vi skal et smut til Kina, ind på Amalienborg og – lidt mindre royalt – til Køge og et vaskeægte slamslagsmål.
Først runder vi dagens coronatal.
I går satte antallet af nye coronasmittede igen ny rekord. 55.120 danskere blev tilføjet smittestatistikken onsdag, og blandt de nysmittede var en kongelig af slagsen.
Dronning Margrethe testede tirsdag aften positiv for coronavirus, men hun har, oplyser hoffet, foreløbig milde symptomer. Dronningens vinterferieplaner er dog aflyst.
To mænd sigtet for drab
Vi begynder nyhedsoverblikket i Aalborg, hvor politiet stadig leder efter den forsvundne 22-årige kvinde, Mia Skadhauge Stevn.
Kvinden blev sidst set tidligt søndag morgen, da hun efter en bytur i Jomfru Ane Gade satte sig ind i en mørk bil.
Onsdag blev to mænd anholdt og sigtet for drab. Hjælp fra offentligheden gjorde tilsyneladende politiet i stand til at identificere ejeren af den mørke bil, og i går arbejdede politiet med tekniske spor på to lokationer i Aalborg-området, en bolig i Flauenskjold og en adresse i Østervrå.
Ifølge Ekstra Bladet er begge de anholdte håndværkere og ungdomskammerater. Den ene blev anholdt på sin arbejdsplads onsdag formiddag.
De to sigtede fremstilles i grundlovsforhør i dag klokken 11.00.
Ingen vil have Lynetteholms slam
København skal have en ny bydel, Lynetteholm, og derfor bliver det ene læs slam efter det andet lige nu hentet op fra havbunden ud for byen og dumpet længere mod syd, nærmere bestemt i Køge Bugt.
To millioner kubikmeter havbund skal flyttes – og det er både borgmestrene syd for København og svenskerne mildt sagt utilfredse med.
Borgmestrene fra syv kommuner syd for København kalder slamdumpningen et »overgreb« på deres bugt, og heller ikke svenskerne er begejstrede. Svenskerne er blandt andet nervøse for, at mudder, slam og sediment kan finde vej til et Natura 2000-område i svensk farvand.
Den historie kan du læse i dagens Berlingske her.
Minister henviste selv til tal, han siden affejede
I december blev daværende skatteminister – den nuværende forsvarsminister – Morten Bødskov (S) konfronteret med en kritik af, at pluginhybridbiler gives en skatterabat. Hybridbilerne er nemlig ikke så grønne i CO₂-regnskabet, som de angiver at være.
Men den kritik affejede Bødskov.
Der »bliver alt for ofte henvist til udenlandske undersøgelser, som jeg gerne vil advare mod at overføre direkte til Danmark«, sagde han dengang.
Nu viser det sig, at Skatteministeriet selv har henvist til en international undersøgelse i sit forsvar for pluginhybridbilerne, skriver Dagbladet Information.
Samme avis afslørede i sidste uge, at Morten Bødskov siden november har kendt resultaterne af en undersøgelse fra Vejdirektoratet med data fra danske biler, der viser, at pluginhybrider ikke er grønne.
Både Vejdirektoratet og Det Internationale Råd for Ren Transport har foretaget undersøgelser, som viser, at pluginhybridbilerne udleder mere end dobbelt så meget CO₂, som de må ifølge bilaftalen fra december 2020.
Den nye skatteminister, Jeppe Bruus (S), skal i samråd om sagen i dag.
En »lidt skidt start« for Messerschmidt, mener Vermund
Vi bliver i politik hos to andre, der mildt sagt ikke er enige om virkeligheden.
Morten Messerschmidt tegner et »skræmmebillede«, når han farer frem med kritik af de øvrige blå partiers ageren under de seneste måneder forhandlinger om dansk økonomi, siger Pernille Vermund i et interview med Berlingske.
Messerschmidt kritiserede i går – også i Berlingske – at de blå partier vil sænke grænsen for, hvor meget man som udlænding skal tjene for at komme til Danmark for at arbejde.
Reelt er der en tale om en markant lempelse af udlændingepolitikken, mener Messerschmidt, der eksempelvis forudser, at muslimer fra Indien vil strømme til Danmark.
De advarsler ryster Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, på hovedet af.
»Det er en lidt skidt start, hvis man gerne vil være en del af en borgerlig opposition, at man ikke alene så krampagtigt forsvarer en rød aftale – man angriber også de blå partier. Det gør det bare ret svært at regne Dansk Folkeparti som en del af det borgerlige Danmark,« siger Vermund i interviewet, som kan læses her.
Ingen respekt for begravelsesfølge
Der overhales med hornet i bund, køres i zigzag frem mellem bilerne i følget, og for nylig fik bedemand i Svendborg fingeren af en vred ung bilist, mens han kørte rustvognen.
Generelt halter det med den trafikale respekt for rustvogne og begravelsesfølger, skriver Kristeligt Dagblad, der har talt med flere bedemænd om problemet. Otte ud af ni har oplevet chikane eller tankeløshed i trafikken.
»I et samfund, hvor alting skal gå hurtigt, har vi glemt, at det tager tid at miste,« siger bedemand Morten Bytoft.
Han husker særligt en episode, hvor en ung mand i en VW Golf overhalede bedemanden rustvogn i høj fart og i samme omgang sendte en strakt langemand mod både rustvogn og følge. I kisten lå en ung mand på 20 år, som var kørt ihjel i trafikken.
Kandis-instruktør betalte fans tur til Costa del Sol
Hvor meget må man agere fødselshjælper på virkeligheden, hvis man foregiver at lave dokumentarfilm?
Det spørgsmål er blevet relevant, efter at Jyllands-Posten har set nærmere på detaljerne i den meget roste, sete og diskuterede film om bandet Kandis' dedikerede fans, »Kandis for livet«, af instruktør Jesper Dalgaard.
I filmen optræder blandt andet en mand – populært kaldet »Strøm« – som seeren følger, mens han afleverer sin bil til skrot og får 2.000 kroner i skrotpræmie, hvorefter han rejser til Costa del Sol for at se Kandis spille jubilæumskoncert under sydens sol.
Men det var ikke »Strøm« selv, der betalte billetten, det var filminstruktøren. Ligesom en julekugle med Kandis-forsanger Johnny Hansens kontrafej på, som man ser hænge hjemme hos tre dedikerede Kandis-fans, var medbragt af instruktøren.
Det får nu Danmarks Radio til at beklage. I journalistik og/eller dokumentarisme må man normalt ikke iscenesætte virkeligheden eller fremprovokere handlinger, der ellers ikke ville være fundet sted.
Instruktøren selv mener imidlertid ikke, at han har overtrådt nogle etiske eller kunstneriske grænser, da filmen ikke er traditionel journalistik.
»Min fineste opgave som instruktør er at iscenesætte og omsætte (Kandis-fansenes, red.) indre liv til et filmisk forløb, så jeg har intet problem med, at man sætter plakater eller julekugler op. Det er en subjektiv, kunstnerisk fortolkning,« siger han.
Den historie kan du læse hos Jyllands-Posten her.
Mor til otte lænket til væggen – men hvem er hun?
Vi slutter i Kina og med en gruopvækkende historie om kvindevold, som har rystet det store land.
En kinesisk blogger filmede for nylig tilfældigvis en kvinde, som sad lænket til væggen med en jernkæde i en kold hytte.
I huset ved siden af boede tilsyneladende hendes mand og parrets otte børn.
Nu raser debatten i Kina: Hvem er kvinden? Hvordan er hun endt i den slavelignende situation, og hvorfor har ingen grebet ind?
Du kan læse hele historien om »Lille Blommeblomst« på berlingske.dk i løbet af formiddagen.
Det sker i dag
I dag præsenterer Danmarks Radio de otte finalister, som skal dyste i Dansk Melodi Grand Prix 5. marts.
På Christiansborg fordeler det kriseramte Dansk Folkeparti sine ordførerskaber imellem sine folketingsmedlemmer efter at have fået ny formand i Morten Messerschmidt.
I Hviderusland indleder Rusland sin ti dage lange militærøvelse langs grænsen til Ukraine. Rusland har allerede titusindvis af soldater placeret nord, syd og øst for Ukraine, hvilket har givet anledning til dyb bekymring for, om den russiske præsident Putin vil give ordre om at invadere Ukraine.
Og med de tre hurtige nedslag i torsdagens såvel hyggelige som højdramatiske kalender siger vi rigtig god torsdag. Tak fordi du læste med.