Asylcenter på Langeland genåbner for ukrainske flygtninge

Udlændingestyrelsen har aftalt med Røde Kors, at Holmegaard på Langeland åbner for ukrainske flygtninge.

Arkivfoto. Holmegaard genåbner. Mathias Eis

Det tidligere omdiskuterede asylcenter Holmegaard ved Bagenkop i Langeland Kommune åbner alligevel.

Det gør det for at tage imod en del af de mange ukrainske flygtninge, som i øjeblikket flygter fra krigen i hjemlandet.

Det skriver Langeland Kommune i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet af Udlændingestyrelsen sammen med Røde Kors.

»Det er en stor og vigtig opgave, vi skal løse på meget kort tid.«

»Vi regner med at kunne rykke ind på Holmegaard med de første beboere i weekenden,« udtaler regionsleder for Røde Kors Tina Lundgaard.

Røde Kors vurderer, at der er plads til cirka 200 ukrainere på Center Holmegaard.

Langeland Kommune kommer ikke til at være en del af driften på Center Holmegaard. Til gengæld vil kommunen være med til at skabe en god hverdag for beboerne, forlyder det.

Blandt andet ved at tilbyde kommunale ydelser såsom skolegang, dagtilbud og sundhedspleje.

Holmegaard blev oprindeligt købt med planer om at gøre det til et udrejsecenter for afviste kriminelle asylansøgere og personer på tålt ophold.

På grund af lokal modstand droppede regeringen planerne, men beholdt bygningerne som en buffer til fremtidig asyltilstrømning.

Regeringen har tidligere vurderet, at Danmark kan tage imod omkring 20.000 flygtninge.

/ritzau/