Astrid Krag: »Der er meget stor forskel på at producere mobiltelefoner og at etablere tilbud til sårbare børn«

Sociale tilbud til udsatte grupper er noget helt særligt og skal ikke underkastes konkurrence fra private, der tjener penge, mener social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

»Når en kommune køber en specialiseret indsats til en borger, og man kan se, at en del af de begrænsede velfærdskroner ikke går til den borger, men ryger i private lommer, så er det et problem,« siger social og indenrigsminister Astrid Krag. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det skal ikke være tilladt at trække overskud ud af private virksomheder, som leverer sociale ydelser til det offentlige.

Det mener regeringen, som håber på at kunne samle et flertal i Folketinget for et forbud mod profit. I alt 258 private bosteder, behandlingssteder og andre sociale tilbud trak sidste år tilsammen 28 millioner kroner ud i overskud. De skal med regeringens forslag enten lukke eller omdanne sig til selvejende non-profit institutioner.