Apoteker åbner for influenzavaccination af små børn

Det er nu muligt at få influenzavaccineret sit barn på apoteker og vaccinationsklinikker uden tidsbestilling.

Arkivfoto: Børn kan nu blive vaccineret mod influenza flere steder og på flere tidspunkter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børn kan nu blive vaccineret mod influenza flere steder og på flere tidspunkter.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Siden 1. oktober har børn mellem to og seks år haft mulighed for at blive influenzavaccineret hos egen læge med tidsbestilling.

Men nu kan apoteker og vaccinationsklinikker også vaccinere børn, ligesom det kan ske uden tidsbestilling og uden for almindelig arbejdstid.

På nuværende tidspunkt er knap 24 procent af børnene i aldersgruppen vaccineret, oplyser styrelsen, som håber, at flere vil tage imod tilbuddet.

»Vi opfordrer til, at man som forælder får sit barn vaccineret så hurtigt som muligt. Så er barnet godt beskyttet, inden influenzasæsonen for alvor rammer os.«

»Derfor gør vi det så nemt som muligt for forældre at få deres børn vaccineret,« siger overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i meddelelsen.

Børn kan fortsat blive vaccineret hos egen læge, hvis forældrene foretrækker det.

Anbefalingen om vaccination mod influenza af børn bunder i et ønske om at beskytte både børn og familierne, skriver styrelsen.

»Børn bidrager også i høj grad til at sprede influenzasmitten i samfundet.«

»Jo flere vaccinerede børn, jo bedre kan vi inddæmme smitten og dermed beskytte sårbare borgere mod alvorlig sygdom og indlæggelse,« lyder det.

Vaccination af børn foregår via næsespray med et pust i hvert næsebor.

Det skal gentages efter fire uger. Apoteket sender en sms, når det er tid.

Ifølge Danmarks Apotekerforening er erfaringen, at der ikke er ubehag forbundet med vaccinationen for barnet.

»Mange børn bemærker slet ikke, at de bliver vaccineret, og apotekets personale er uddannet i at skabe tryghed om situationen,« skriver foreningen på sin hjemmeside.

Det gratis tilbud om vaccination gælder frem til 14. januar 2022.

/ritzau/