Der blev i coronaåret 2020 anmeldt 32.000 færre indbrud og tyverier til forsikringsselskaberne i Danmark, end der gjorde året før. Der var samlet 85.000 anmeldelser. Det er rekord lavt.
Det oplyser Forsikring og Pension, der er en brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber. Ifølge organisationen er coronanedlukningen er en del af forklaringen. Men det er en vedvarende tendens, man har kunnet se i mere end ti år.
»Corona er en del af forklaringen, men der har været en faldende tendens på antallet af indbrud og tyverier siden 2009.«
Det siger Pia Holm Steffensen, der er underdirektør i Forsikring og Pension.
Det bliver bakket op af tal fra Danmarks statistik, der viser et stabilt fald over det sidste årti.
Men selv om der generelt er en tendens, som viser, at der bliver begået færre indbrud og tyverier, så har nedlukningen, hvor folk har været mere hjemme alligevel haft en effekt.
»Folk har været meget mere hjemme under nedlukningen, så det har gjort det sværere for indbrudstyvene«, siger Pia Holm Steffensen.
Den generelle tendens, der viser, at der bliver begået færre indbrud, er svær at forklare med en enkelt ting. Men Pia Holm Steffensen peger på flere ting, man selv kan gøre for at sikre sig mod indbrud.
»Det vigtigste er at sikre, at ens døre og vinduer er låst, også selv om det er varmt udenfor, og så sikre sig, at den låsemekanisme der er på ens dør, ikke er 25 år gammel,« siger hun.
Hvor corona kan forklare de færre indbrud ved private, er det dog lidt sværere at forklare faldet i indbrud i erhvervsejendomme med nedlukningen.
»Der er også et fald i indbrud på erhvervsejendomme, og det er jo ikke fordi, folk er hjemme. Snarere tværtimod - de står jo tomme hen«, siger Pia Holm Steffensen
Men hun har dog alligevel en mulig forklaring, der også har noget med nedlukningen at gøre.
»Det kan jo have noget at gøre med, at vi har haft lukkede grænser, og det har jo gjort det sværere for tyvebander,« siger hun.
/ritzau/