En stigende efterspørgsel på at blive testet for coronavirus i Københavns Lufthavn har flere gange skabt lange køer ved lufthavnens testcenter.
Derfor har Region Hovedstaden besluttet at fordoble antallet af coronatest i lufthavnen. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Fra 14. september skal kapaciteten være oppe på cirka 5000 test om dagen.
Derudover bliver åbningstiden udvidet med en time, så testcentret holder åbent fra 6 morgen til 01 om natten.
»Vi har hele tiden haft fokus på at tilpasse og udvide kapaciteten i testteltene, og nu udvider vi simpelthen med mere end det dobbelte i lufthavnen, hvor efterspørgslen har været stor,« siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S):
»Der har i perioder opstået kø, når flere fly landede på samme tid, og der samtidig var mange ikkerejsende, der var kørt i lufthavnen for at blive testet.«
Fredag kritiserede De Konservatives Mai Mercado på Twitter, at der var en times ventetid på coronatest i Københavns Lufthavn.
»Alt for mange vender om og giver op. Det setup holder ikke,« skrev hun.
Region Hovedstaden oplyste fredag til Berlingske, at kødannelsen i lufthavnen varierer meget i takt med flytrafikken.
Den kommende udvidelse af testkapaciteten kræver en udbygning af testcenteret i lufthavnen.
Derudover skal der ansættes omkring 150 nye personer i testcentret.
Også i testcentret i Fælledparken i København har Region Hovedstaden besluttet at skrue yderligere op for testningen.
Mandag blev åbningstiden udvidet med syv timer, så der fremover er åbent fra 7 morgen til 22 aften.
I første omgang er der blevet frigivet 810 ekstra testtider, og tallet justeres løbende, så også kapaciteten i Fælledparken bliver fordoblet.
De fleste vil kunne få svar på deres coronatest indenfor 24 til 48 timer, oplyser Region Hovedstaden.
/ritzau/


