Musikeren Anne Linnet skal fjerne den indhegning, hun har sat op ud til havnefronten på Holmen i København, hvor hun har en bolig.

I juni fik sangeren besked på at fjerne hegnet, men efter den afgørelse ønskede hun at få sagen genoptaget.

Men det har 73-årige Anne Linnet fået afslag på af Planklagenævnet, der kalder afgørelsen fra juni for endelig.

Det viser en afgørelse fra Planklagenævnet fra 3. november, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.

- Planklagenævnet afslår anmodningen om at genoptage sagen. Nævnets afgørelse af 18. juni 2026 gælder således fortsat, citerer mediet fra afgørelsen.

I juni blev sangeren beordret til at fjerne indhegningen, fordi den "på markant måde bryder med offentlighedens adgang langs vandarealerne".

Anne Linnet skal derfor fjerne det hegn, den hæk og den aflåste port, hun har opsat, så alle uhindret kan få adgang.

I afgørelsen blev der lagt vægt på kommunens ret og interesse i at håndhæve bestemmelserne i lokalplanen, som sikrer offentlighedens adgang langs vandarealerne, skrev TV 2 Kosmopol.

Anne Linnet har tidligere givet udtryk for, at Københavns Kommune oprindeligt havde givet tilladelse til at opsætte hegn og hæk, hvilket musikeren ifølge TV 2 Kosmopol ikke har kunnet dokumentere.

Hun har også argumenteret for, at hun fik indhegnet stykket i begyndelsen af 00'erne, og at det først er blevet påtalt mange år efter.

Men ned skal det nu, for afgørelsen fra Planklagenævnet er altså endelig og kan ikke indbringes for anden myndighed.

Og den nyhed glæder medlem af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Københavns Kommune Niels E. Bjerrum.

- Jeg har i mange år kæmpet for en fri, lige og uhindret adgang til hele havnefronten og andre fælles herlighedsværdier i København, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau og fortsætter:

- Det glæder mig derfor, at Planklagenævnet med en endelig afgørelse har stadfæstet Københavns Kommunes påbud om at fjerne ulovlige hegn og skilte ved grunden, så københavnerne igen frit kan gå langs byens kanaler og havnefront.

- Jeg håber også, at vi med dette endelige punktum igen kan lytte til Anne Linnets mange vidunderlige sange som "Forårsdag" og "Glor på vinduer" uden at skulle forbinde det og hende med denne ærgerlige sag.

Anne Linnet har tidligere i klager til Planklagenævnet kritiseret Niels E. Bjerrum for hans arbejde med at bringe sagen på dagsordenen, har Ekstra Bladet beskrevet.

Det fremgår ikke, hvornår indhegningen senest skal være fjernet.

Ifølge Ekstra Bladet har det ikke været muligt at få en kommentar fra Anne Linnet.

Anne Linnet er oprindeligt fra Aarhus, men bor i dag i København.

RITZAU